Grænser for kommunikation

Af Mikael Jalving 27

Det var formidabel underholdning for alle, der interesserer sig for politik og danmarkshistorie, da DR 2 tirsdag aften blændede op for Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Dagbog fra midten.

Nu er filmen naturligvis et stykke redigeret virkelighed, hvorfor alle bør huske, at det ikke er hele sandheden, vi har fået om Ny Alliances fødsel, storhed og fald. Men det er saftsusemig en velredigeret historie, ganske enkelt fortalt – uden pjank og kunstnerisk halløj. Dagbog fra midten minder om det farsbrød, min farmor lavede, solid bondekost og så ud at skovle sne bagefter, milevidt fra franske snakkefilm og afgangsfilm fra Filmskolen.

Skænderiet mellem de implicerede parter er godt i gang igen, og det nemmeste ville være at stemple dem alle som politiske amatører: Khader, Samuelsen, Seeberg – samt naturligvis blålysene Jørgen Poulsen og Lars Kolind. Uanset hvad så burde de tre første ikke være amatører, al den stund de har været i politik i årevis. Men det ser unægtelig sådan ud på skærmen.

Kanonisk er allerede den grotesk-sorte og urkomiske scene mellem Naser Khader og Jørgen Poulsen. Khader skal egentlig bare give det omvandrende Røde Kors en regulær skideballe, længere er den ikke. I stedet står de to mænd og rabler vanvittige ordbrokker af sig, men de klapper hinanden på skulderen, som var det Ionesco, der havde instrueret. Den scene må kunne bruges i Cirkusrevyen.

Et andet mindeværdigt øjeblik er ansigtsudtrykket på kommunikationsmedarbejder Rasmus Jønsson, da han i bilradioen hører, at Lars Kolind har foreslået skattely på Fyn, selvsagt uden at andre i partiet er blevet spurgt eller orienteret først. Fastfrys Jønssons grimasse, og du har et præmieeksempel til et lynkursus i politisk kommunikation med arbejdstitlen “Hvordan man ikke skal gøre”.

Kommunikation var og blev Ny Alliances fødsel og død. Ny Alliance var for meget hjerte og for lidt hjerne. D’herrer og damer ignorerer, at man ikke kan kommunikere noget, som ikke er der. Man kan ikke sige ingenting – og så tro, man vinder alt. Kommunikation er ikke løsningen på politik, det er heller ikke meningen med politik. Kommunikation er alene en formidling af politik, indpakning, præsentation. Der skal være en kerne, et program, en platform, noget man vil, ideer, for pokker, og ikke blot kendte ansigter, fraser og gode viljer.

Det er der, mange kommunikationsfolk har oversolgt deres branche, og det er her, politikere har troet for meget på jakkesættene og for lidt på sig selv og deres håndværk. Politikere skal følge deres instinkt, hvis de altså har et – hvis ikke er det klogere at blive generaldirektør i Verdensnaturfonden – og så skal de støttes og udfordres af deres rådgivere. De skal kvalificeres. De skal kunne svare direkte på ømtålelige spørgsmål uden at blinke. De skal kunne grine ad sig selv. Og så skal de kunne tage konflikter.

At dømme ud fra filmen var konfliktskyhed et andet grundlæggende problem for Ny Alliances oprindelige trekløver. Som knudemænd og knudekvinder sidder de rundt om bordet og snakker forbi hinanden, hændervridende, sms’ende, ukoncentrerede. Gitte Seeberg er den eneste, der slår i bordet et par gange, men hun trænger tydeligvis ikke igennem.

Christoffer Guldbandsens dagbog fra København K illustrerer den såkaldt kreative klasses erhvervsskade: Den tror, at kommunikation er Gud. Men politik tænkes og praktiseres af mennesker. Mennesker, der vil noget, kæmper for det og taler menneskesprog. 

Kommentarer er lukket.