Voltaire eller kaos

Af 1

Der var engang, hvor man skulle passe på med at kritisere kristendommen. Det var f.eks. dengang, den franske filosof Voltaire skrev sine bøger, skuespil og satirer. Derfor brugte han gerne fremmede eller “østerlandske” scenerier for sin samfundskritik. For når Voltaire gjorde grin med Østens eller Orientens mennesker, vaner og præster, forstod de kristne præster og myndigheder ikke, at det i først omgang var dem, han havde i tankerne. Østen blev således brugt som en afledningsmanøvre, et figenblad eller et skjul for de reelle hensigter. Sådan var de dengang nødt til at sno sig, filosofferne. For ikke at blive fængslet, eksileret eller hængt.

Dette kan man forvisse sig om i Voltaires pædagogisk korte roman Zadig, der netop er udsendt på dansk af det lille, dynamiske forlag Batzer & Co. Hatten af for dem, og for Voltaire, den snedige rad, som faktisk ikke havde ret meget imod Muhammed og mente, Muhammed var en stor leder og lovgiver. Til gengæld hadede religionskritikeren, humoristen og æsteten Voltaire sine kristne censorer, der konstant bragte ham i fyrsternes og regenternes søgelys og på flugt fra samme.  I 1753, seks år efter udgivelsen af Zadig, blev den da knap 60-årige Voltaire tvunget i eksil af Ludvig XV, og dér forblev han de sidste 25 år af sit liv. Men han forholdt sig hverken tavs eller i ro og skrev bl.a. den kendte satire Candide, der gjorde grin med alt og alle i datidens hof-, kirke- og akademiske liv og sejlede lige ind på verdenslitteraturens kanon. Og så kunne han tilmed charmere damerne.

Modsat andre af tidens store navne fandt Voltaire, at muslimer generelt var mere tolerante end kristne, og at der fandtes en kerne af godhed i islam ligesom i kristendommen og de øvrige verdensreligioner. Voltaire var tilhænger af det, man har kaldt for den naturlige religion, som er en slags essens af alle religioners moralske forskrifter, som lånte fra og inspirerede hinanden. Voltaires fjende var religiøs fanatisme, ikke religion, og Zadig viser os, hvor svært det er at blive lykkelig i denne verden af fanatikere og stillet overfor tilfældets vilkårlighed og skæbnens ugunst.

I dag står det lidt anderledes til med religionskritikken. I dag kan man kritiserer kristendommen ned under Tiberen og ad Wittenberg til; det er ingen kunst og slet ingen forbrydelse, det er nærmest noget, man lærer i skolen, og jeg har selv deltaget i løjerne.

Omvendt skal man passe gevaldigt på med at kritisere islam. Allermest hvis man selv er muslim, fordi det gør én til frafalden, hvilket Salman Rushdie er den første til at vide her i 20-året for fatwaen mod ham. Men også den svenske minister for integration og ligestilling, Nyamko Sabuni, mærker det hver dag. Hendes brøde: Hun er ud af muslimsk familie, opvokset i Zaire og Burundi, og skal derfor holde sin kæft og da slet ikke være integrations- og ligestillingsminister, hvilket formentlig må være det værste, en muslimsk født kvinde overhovedet kan blive – set med islamiske øjne. Konsekvens: Hun er under beskyttelse 24 timer i døgnet med alt, hvad dertil hører af intimidering af privatlivet. Det samme gælder Mimout Bousakla, belgisk senatsmedlem og ex-socialist, efter at hun for år tilbage udgav en bog med titlen “Couscous med pommes fritter”, der var et forsøg på at blande det bedste fra to vidt forskellige kulturer. Nu lever hun i skjul for radikale islamiske grupper.

Læs mere om disse og 24 andre forfulgte muslimer i “Intimideringens ofre”, en ny rapport fra den britiske tænketank Centre for Social Cohesion her: http://www.socialcohesion.co.uk/

Voltaire var hverken venstre- eller højreorienteret, og han var ikke nem at skræmme. Han hørte til i den moderate lejr af oplysningstænkere og mente, at der var noget godt i islam, inderst inde. Det sidste skal jeg ikke kunne afvise, men der lader til at være meget langt derind – og hvor jeg dog savner den fælleseuropæiske vilje til at beskytte og værne om de muslimsk fødte efterfølgere af Voltaire, der i dag må leve beskadigede liv under jorden eller ikke tør åbne munden af frygt for at blive udstødt og forfulgt af islamiske partisaner, netværk og stater.

Vi andre halv-, hel, kvart- eller slet-ikke-kristne skal dog heller ikke komme for godt i gang. Det er det nye. Frafaldne muslimer har altid været i fare for at miste deres lemmer eller liv. Nu er turen kommet til ikke-muslimer som f.eks. de danske Muhammed-tegnere, hvilket med ordene fra den amerikanske religionskritiker Christopher Hitchens “burde være mere kontroversielt end tilfældet er”. Vi er stille og roligt ved at vænne os til det.

I Norge er den socialistiske regering følgelig i gang med at vedtage en ny lov mod at fornærme Gud, dvs. i dette tilfælde Allah. Det samme mummespil foregår i FN’s Menneskerettighedsråd forud for den såkaldte Durban 2-konference i april. I Schweiz modsætter bystyret i Genève sig opsættelsen af Voltaires tragedie Fanatismen – eller Muhammed, og jeg gad godt se den teaterchef med sit på det tørre, som tør sætte det stykke op på en europæisk scene i dag. I Storbritannien eksperimenterer juristerne med en sharialov ved siden af britisk lov, og i Frankrig lever Robert Redecker, Voltaires direkte arvtager, under jorden på grund af sin forbrydelse: at have taget politisk islam under kærlig behandling.

Kære venner og fjender, det er efterhånden kun i Danmark, at islam-kritik er tålt og visse steder ligefrem påskønnet, selv om der bestemt også er en tendens i den anden retning, som når nu f.eks. Udenrigsministeriet forsøger at fedte sig uden om den politisk vedtagne og på finansloven fastsatte anti-islamiseringskonference med Naser Khader i en hovedrolle.

Som den britiske journalist Andrew Anthony skriver i et fremragende essay, der var genoptrykt i Politikens bogtillæg lørdag, så lader det til, at europæerne har internaliseret fatwaen mod Rushdie og er godt i gang med at lade sig kue, mens stort set enhver kritik af islam behæftes med skældsordet “islamofobisk” på trods af, at man med god ret kan spørge, hvem det egentlig er, der er bange for islam – og om der ikke også er noget at advare imod?

Voltaire ville nok svare, at problemet er præsteskabet, hele dette fedtlag af islamiske smagsdommere, der fortæller os, hvordan Allahs hellige ord skal fortolkes, nemlig helt bogstaveligt og max blodigt, hvorfor vi andre skal vige eller dø; hele denne hær af imamer, muftier, mullaher og hellige mænd i og omkring moskeen, disse troens drabanter, som i misforstået tolerance inviteres indenfor i de europæiske landes administrationer og får lov at tale på alle muslimers vegne. Det er dem, der ikke kan fordrage Voltaire, om han så er kristen eller muslim. Og det er dem, Voltaires efterkommere, kristne eller muslimer, må bekæmpe til sidste blækpatron.

Ikke kategoriseret

1 kommentar RSS

  1. Af Den sure charlatan « Lars Trier Mogensen « blog.politiken.dk

    -

    […] islamtolkning, der normalt kun hører hjemme blandt jihad-krigere. Paradokset nævnte han selv på bloggen sidste vinter: »Voltaire ville nok svare, at problemet er præsteskabet, hele dette fedtlag af islamiske […]

Kommentarer er lukket.