Det kolossale folkeparti

Af Mikael Jalving 13

Mens dansk politik er ved at udvikle sig til X Factor, har det berømte tv-show netop taget hul på en ny sæson. Det sker med overdommer Thomas Blachman i rollen som showets egentlige stjerne. Selv den største finlitterære kultursnob har nok taget sig i at blive bare en lille smule underholdt af denne avancerede gavflab, der sidste år gjorde showet værd at se og høre på.

Efter sin tv-debut blev den sortklædte Blachman døbt Den Skaldede Hævner. Selv kalder han sig mere beskedent for Det Kolossale Menneske i en ny selvbiografi med samme titel, som i en slags collagestil med tekster og fotos bestræber sig på at være et forsinket generationsopgør, tilvirket sammen med journalisten Torben Steno, dels i et hotelværelse på Manhattan, dels i København og omegn.

Det er en mærkværdig bog.

Lige så tiltrængt Blachman fremstår midt i vor omsiggribende rosetid, når han skælder talentløse, unge musikere hæder og ære fra i tv-programmet, lige så anstrengende er Det Kolossale Menneske på skrift – fuld til sidste bogstav af lammende selvros. At læse Blachman er som at køre frontalt ind i en mur af manisk egoforelskelse eller som at lytte til Friedrich Nietzsche, lige før han gal af sin egen filosofi falder en gammel bryghest forelsket om halsen på torvet i Torino.

At dømme ud fra musik og eksamensbevis (gudhjælpemig optrykt på side 225), er han overordentlig original. At dømme ud fra selvbiografien er han et såre almindeligt og forfængeligt væsen med ekstraordinære talegaver. Men det kommer man ofte langt med: Tænk blot på Napoleon, Hitler eller Ahmadinejad.

Hvad Blachman siger til Torben Stenos båndoptager er lige dele platheder og nonsens, kogt sammen til en tyk suppe af kunstnerromantik, overmennesketænkning og politisk amatørisme. Det fører for vidt at citere. Det kammer over på næsten hver side og er en slem cocktail, hvis man ikke har noget ordentlig litteratur til at skylle efter med.

Hvorfor den bog udkommer, må man spørge Politikens Forlag om. Lad mig gætte på, at forlaget satser på en bestseller, og herfor skal de absolut ingen ris høre. Skulle det ske, at bogen sælger, så vil flere erfare, at Blachman er mere interessant i tv end på tryk.

Hvis vi blot holder os til Blachmans politiske projekt, hvis han altså har et, så går det med hans egne ord ud på at rehabilitere respekten for staten og gøre staten til et “kunstværk”. Der er med mesterens ord tale om “den mest påtrængende politiske reform siden Junigrundloven i 1849”. Målet for Blachman og den generation, han tager som sit gidsel, er at “forløse verdens mest visionære demokrati”. Altså Sturm und Drang. Bierstubelogik. Lebensraum. For nu blot at nævne den tyske version. Den findes også på fransk og på russisk. Det er de Store Temaer, Blachman sigter efter. Det mest komiske er, at han samtidig opfatter sig selv som socialdemokrat.

Socialdemokrat? Hallo! Jordfræserpartiet over dem alle. 

Det hænger ikke sammen. Blachman taler om Blachman. Men stemmer på dem, så godt på alle andre stemmer på.

Han kunne i det mindste grundlægge et nyt parti – og kalde det for Det Kolossale Folkeparti. Så skal jeg med glæde være med til at stemme ham hjem.

Thomas Blachman og Thomas Steno: Det kolossale menneske, Politikens Forlag, 240 sider, 249 kr.

X Factor, mainstream underholdningsprogram hver fredag aften på DR

Kommentarer er lukket.