Far og søn

Af Mikael Jalving 122

Det er sjældent, at en far praler med, hvornår han skred fra konen og sin førstefødte. Netop det sker dog i torsdagens kronik i nærværende avis, hvor faren til den efterhånden herostratisk berygtede Stein Bagger – Rolf Bagger – præciserer, at han ikke har set sin pode Stein, siden han var 1 år.

Pressen har således taget fejl ved at opgive bruddet mellem far og søn til, da sidstnævnte var 11 år, og denne korrektion ligger tilsyneladende Rolf Bagger så meget på hjerte, at han har følt trang til at skrive en hel kronik med udgangspunkt i dette private forhold og for at oplyse os om, hvor træt han er af journalister – læs her: http://www.berlingske.dk/article/20081210/kronikker/712100085/

Kronikøren er mere end harm over pressens behandling af ham, altså af Rolf, ikke Stein, og håber, at Pressenævnet vil tage behandlingen af Rolf op og idømme B.T. en eller anden form for straf.

Kære Rolf Bagger. Jeg kender dig lidt, men også kun lidt.

Jeg læste i sin tid dine radioklummer her i avisen med stor, ungdommelig fornøjelse, ligesom jeg var stolt over at få dig til at bidrage til en antologi om konservatisme, som jeg redigerede og var heldig at få udgivet i 1998 med titlen Konservatismens veje og vildveje.

Du kom til bogreceptionen i København med tog fra det nordligste Jylland og var sådan en nobel mand, tænkte jeg. I dag tænker jeg, at du kandiderer til prisen som årets dårligste far.

Det kan godt være, du er skuffet over eller vred på B.T. – din gamle arbejdsplads. Men du er altså far til Stein Bagger, uanset hvor elegant eller uelegant du snor dig i kronikker og pressemeddelelser. Natur går forud for kultur, sådan har jeg altid ment, og din søn har, om ikke brug for din støtte – det véd jeg ikke noget om – men så for at du ikke slår hånden af ham netop nu, hvor han befinder sig i noget, der vist roligt kan kaldes for hans livs værste krise.

Hvad med at være lidt mand, Rolf, hvad med at være lidt far, hvad med at droppe dit selviske behov for vaske hænder i forhold til en søn, du stak af fra for mange år siden?

Jeg véd godt, at det her egentlig ikke vedkommer mig og hører ind under privatlivets fred, men med din patetiske kronik har du selv slået døren op på vid gab og involveret offentligheden i din mangel på mandighed.

Alle mænd er sønner, og alle sønner har krav på et minimum af respekt fra deres fædre.

Kommentarer er lukket.