Hobbes er ingen Habermas

Af Mikael Jalving 1

Mens den samlede danske verdenspresse er travlt optaget af at finde dette års største fupmager og dokumentere hans narrestreger, bliver der skrevet historie i vores lille leverpostejsmonarki.

Det skyldes, at Thomas Hobbes’ legendariske skrift Leviathan fra 1651 udkommer for første gang på dansk i sin helhed, takket være en mandfolkepræstation af oversætter Claus Bratt Østergaard og Informations Forlag samt økonomisk støtte fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur. Det må være første gang nogensinde, Kunstrådet giver penge til noget fornuftigt.

Mere end 350 år efter at dette hovedværk i europæisk politisk filosofi udkom på engelsk, kan vi nu læse det fra ende til anden på dansk i et udansk luksuriøst bogbind med tilhørende boks. Ikke noget brug og smid væk her. Der er tale om klassiske tanker i rustfri stål, en probat bog, man kan slå sig fysisk på, fuldkommen uhørt i dette land af flødeboller, levebrødspolitikere og nypuritanister.

Thomas Hobbes var kendt som en frygtsom mand, men han skrev noget af det mest frygtløse, man kunne komme i nærheden af dengang, og at læse Leviathan i dag er stadig som at få en blodtud eller en tackling på anklen. Det er til dato noget af det mest brutale, jeg har mødt på tryk, og jeg har ellers generelt holdt mig langt fra skønsang og guvernanteromaner og foretrukket litteraturens og filosofiens Hells Angels.

Prøv f.eks. at læse kapitel 6 om menneskets lidenskaber og se, om du ikke bliver anfægtet. Ren rapmusik, siger jeg bare.

Det chokerende ligger i den skamløse mekanik og geometri, hvormed Hobbes beskriver menneskets kaotiske verden og politikkens orden. Denne materialistiske indstilling havde Hobbes støvet op på sine mange rejser over Kanalen til kontinentet. Et kig i hans rejsekalender afslører, om ikke en hektisk globetrotter, så en filosof med forbindelser og adgang til adelige lag.

Tidligt besøger han Frankrig, Italien og Schweiz, og 1634-36 bor han mest i Paris, hvor han møder kredsen omkring filosoffen René Descartes. Da borgerkrigen bryder ud i England, flygter Hobbes i november 1640 atter til den franske hovedstad, hvor han hurtigt absorberes af det intellektuelle miljø i hovedstaden, studerer matematik, fysik og logik – og udgiver skrifter med ekspresfart.

Først Human Nature i 1640, tre måneder senere De Corpore Politico, så De Cive i 1642. Disse skrifter affattet på henholdsvis engelsk og latin er originale i deres egen ret, men kan også læses som forstudier til Leviathan, som han arbejder på i al hemmelighed og udsender i London i 1651, efter at være blevet upopulær i det royalt-katolske hof på Louvre-slottet.

Leviathan skal præcisere, hvad det er, den nu 63-årige præstesøn mener om mennesket, politik og religion. Er man til akademiske skoleridt, bliver der stadig studeret i, hvorledes Hobbes løbende præciserer sine begreber og analyser, og hvordan det ene skrift griber ind i det næste, f.eks. hvordan frihedsbegrebet bliver stadig mere snævert hos Hobbes for i Leviathan primært at hentyde til fysisk frihed. Frihed er, når der ikke bliver lagt konkrete forhindringer i vejen for én. Alt andet er misbrug af ordet, står der faktisk i kapitel 21, hvilket jo indebærer, at det er so so med åndsfriheden og farligt med ytringsfrihed.

Alligevel er det i mine øjne forkert – sådan som Ole Thyssen gør i sit forord – at afvise Hobbes som en frihedstænker og betragte ham som talsmand for en “totalitær” statsmagt magen til “de tidligere Østlande” (s. 19 og 29). Som jeg har forsøgt at vise i mit kapitel om Hobbes i antologien 13 frihedstænkere, som CEPOS netop har udgivet (se: http://www.cepos.dk/publikationer/boeger/enkeltvisning/artikel/13-frihedstaenkere/), er læren af Leviathan paradoksal.

Selv om Hobbes advokerer for en autoritær stat, så bygger den ikke på en bestemt ideologi eller teologi. Og undervejs sker der desuden det, at Hobbes opfinder individet, idet han viser, at individernes interesser er statens indre logik; de er dens eksistensberettigelse. Uden individer ville staten ingenting være, hvilket ses helt eksemplarisk illustreret på værkets titelblad og fremgår af værkets kronologi.

Man kan naturligvis diskutere, om det var det, Hobbes ville med sit værk, men det var i hvert fald, hvad han gjorde. Han satte naturen før kulturen, ret før lov, ius før lex – i øvrigt for protestanter såvel som for katolikker, for ikke-kristne såvel som for kristne, dvs. for alle. Han definerede et universelt minimum af frihed og grundlagde dermed den klassisk liberale tradition, og jeg mener ikke, at hans opfindelse lader sig “nedfinde” igen.

Usanset hvor man står i fortolkningen af Hobbes, svigter Ole Thyssen sine udgivere og læsere ved ikke engang at antyde den ståede uenighed i forskningen om statsbegrebet hos Hobbes. I stedet holder han foredrag.

Som oversætteren Claus Bratt Østergaard minder om i en usædvanlig fortolkende indledning om værket og oversættelsen deraf, beskriver Leviathan en autoritær magt, ikke af Guds nåde, men som resultat af menneskelig handling og rationel kontrakt. Derfor finder Bratt Østergaard det nødvendigt at fortælle, hvorfor han har valgt at oversætte det engelske ord subject til “undersåt” frem for “borger”.

Borger er for meget sagt, undersåt nok mere præcist, hvad Hobbes hentyder til, men der er en grænse for Leviathanstaten, fremhæver oversætteren, og den er, at mennesket ifølge Hobbes er født med naturlige rettigheder til sin krop, sin sjæl og sin ejendom. Således læser man nærmest Bratt Østergaards indledning som et korrektiv til Ole Thyssens introduktion, og det må forvirre førstegangslæsere.

Hobbes er ingen Habermas, føler oversætteren trang til at fastslå. Nej, heldigvis: Hobbes er Hobbes – og det er derfor, han stadig er værd at læse.

Thomas Hobbes: Leviathan eller materie, form og magt i et almenvel, civilt og kirkeligt, Informations Forlag, 572 sider, 499,- kr.

1 kommentar RSS

  1. Af JP Blogs: Frontalt

    -

    [...] Men når staten ikke længere findes, befinder vi os – som liberalismens førstefødte Thomas Hobbes beskrev med provokerende klarhed midt i 1600-tallet – pludselig i et ingenmandsland, ja, en [...]

Kommentarer er lukket.