Muslimer på hjernen?

Af Mikael Jalving 427

Engang måtte man ikke have damer på hjernen. Men så kom Freud og modernismen forbi, og så var der damer her, der og alle vegne.

I dag er situationen lidt anderledes. Vi har vænnet os til damerne, men nu er det muslimer, vi helst ikke må tænke på – og da slet ikke muslimske damer!

At tænke på sidstnævnte er en alvorlig sag og kan sidestilles med tankekriminalitet i bedste orwellske tradition. Det er samtidig den unævnelige og tabuiserede grund til, at det går så dårligt med integrationen af muslimske indvandrere i de europæiske samfund. Så længe muslimske kvinder og europæiske mænd mødes så sjældent i sengen eller høet eller ude i Fiat Punto’en, så bliver det nemlig ikke rigtig til noget. Det véd vi godt, men taler stort set aldrig om det, og resultatet er, at vi forbliver adskilt fra og fremmede for hinanden og lever videre separat, ikke blot i hver vores etnicitet, men tillige i hver vores kultur.

Men, ok, jeg slår damerne ud af hovedet; tilbage er så muslimerne. Det mente min medblogger og modpart Niels Krause-Kjær i hvert fald i en radiodebat, jeg havde fornøjelsen af at deltage i den forgangne uge, og som han gentog i DR2’s “Deadline”, denne gang overfor Katrine Winkel Holm: “Du har fået muslimer på hjernen!”

Inden dette udsagn går hen og bliver noget, den ellers så besindige mand siger til alle, der krydser hans vej, kan der være grund til at spørge: Hvem er det egentlig, der har muslimer på hjernen?

Er det kritikere af islam, hvortil jeg skyldigst regner mig selv – eller er det Krause-Kjær, der heller ikke er helt tavs om samme emne, men krydrer sin veltalenhed med kravet om, at andre holder inde med at tale om det. For ellers bliver han træt. Og skuffet. Og sur.

Eller er skurken i virkeligheden integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, som agter at uddrive islamisme ved hjælp af mere islam i det danske samfund, jævnfør de 40 konkrete forslag til bekæmpelse af radikalisering og ekstremisme. Hvorfor vil ministeren f.eks. gerne have flere imamer til at gå rundt og vække indsatte i fængslerne? Hvad skal det gøre godt for, og véd hun egentlig, hvad imamerne siger til de indsatte? Prædiker de mon islam eller islamisme? Og hvorfor tror hun for øvrigt, at imamernes islam er det modsatte af islamisme – jeg spørger bare.

Selv PET, denne engang så agtværdige tjeneste, virker til at have fået muslimer på hjernen, når dens terrorafdeling pludselig har fundet det betimeligt at udstede retningslinjer for, hvordan ministerier og politikere skal formulere sig om rabiate og krigeriske muslimer. Således gør PET gældende, at betegnelser som “jihad”, “hellig kriger” og “martyr” skal undgås i fremtiden – vel at mærke af folkevalgte politikere, og på trods af, at disse betegnelser netop er, hvad mange af hellige krigere kalder sig selv. De må altså godt bruge betegnelserne; vi andre må ikke.

Logikken er, at vi risikerer at puste til ilden, hvis vi bruger deres egne ord, og at vi ikke skal opildne nogen. Derfor skal vi om nødvendigt tale udenom med henblik på at minimere eller undgå problemet. Det er i sandhed en mærkelig logik i et åbent samfund, der netop er karakteriseret ved, at forskelle og dissens kommer til orde, i tale, på skrift og tegning, sådan som vi og vores forældre har holdt det i hævd siden afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945.

Dette åbne samfund kommer imidlertid ikke ud af det blå – eller bare fordi Niels Krause-Kjær siger, vi skal være flinke ved hinanden og tale pænt og ordentligt. Det stikker meget dybere og går meget længere tilbage i tid og inspiration. Skal man fremhæve ét sted, så vil jeg sige, at det udspringer af den radikale, europæiske oplysningstid, personificeret af den portugisisk-nederlandske filosof Baruch de Spinoza, hvis tanker kom til udtryk i anden halvdel af 1600-tallet.

Spinoza er ikke kendt i den brede offentlighed, men det fortjener han.

Hans grundtanke er, at man i et åbent samfund vinder sikkerhed og beskyttelse gennem staten ved at give afkald på visse handlinger. Til gengæld beholder enhver statsborger sin ret til at ræsonnere frit, fælde egne værdidomme og udtrykke synspunkter, satire etc. Og det selv om disse synspunkter måtte være i strid med konsensus eller herskende normer for god smag og intelligens. Pointen er, at handlinger er begrænsede, mens ytringer er og skal være frie. 

Man kan ikke bare gøre, som man selv ønsker eller finder rigtigt. Men man skal kunne ytre sig frit. Ens handlinger er underlagt en vis orden, men talen er fri og uforudsigelig. Den er ikke nødvendigvis opbyggelig eller i pagt med den rette tone. Fri mands tale kan være særdeles kras, det ligger i selve friheden, der overhovedet ikke står til diskussion.

Følgen er, at de virkelige fredsforstyrrere i et åbent samfund er de, der forsøger at få folk til at holde mund. Altså typer som Krause-Kjær. De virkelige fredsforstyrrere er de, der med svingende held forsøger at begrænse den tanke- og talefrihed, der netop ikke skal undertrykkes i et åbent samfund, heller ikke hvis man er tegner og forholder sig kritisk til den ene eller den anden eller alle religioner. De virkelige fredsforstyrrere er kort sagt dem, der nægter at anerkende, at det fundamentale formål for staten er frihed, sådan som Spinoza skrev for flere hundrede år siden.

Spinoza betalte i øvrigt selv prisen og levede det meste af sin levetid under kontrol og husarrest.  Vi andre lever i sus og dus, mens vi synes på vej til at forråde de oplysningsidealer, han og andre kæmpede for med livet som indsats.

Det er usselt, det er fejt. Og som fremtiden formentlig og desværre vil vise, er det også himmelråbende dumt. 

Kommentarer er lukket.