Ærens mark

Det er en forrygende, intelligent og aktuel bog, Henryk Broder har sendt pÃ¥ gaden om det, han med tysk præcision kalder for den “forudilende kapitulation” i det europæiske borgerskab under mødet med aggressiv og militant islam, og hattedamer i ind- og udland burde være tvangsindlagt til at læse hver en sætning af denne tysk-polsk jøde, der skriver, sÃ¥ de smÃ¥ grÃ¥ kommer i alarmberedskab og lattermusklerne pÃ¥ hÃ¥rdt arbejde. 

Om Osama: “Ok, han er morder, men han har karisma.”

Om Ahmadinejad: “Han har med beundringsværdig mÃ¥lrettethed nøjagtigt fundet europæernes ømmeste punkt: deres egen historie.” 

Om danskerne: “Hvis der fandtes 1,5 milliarder danskere pÃ¥ jorden og kun 5,5 millioner muslimer, ville der aldrig have opstÃ¥et en karikaturstrid.” 

Om Glistrup: “Mogens Glistrup havde den rigtige idé, blot tredive Ã¥r for tidligt. Nu ville det være pÃ¥ tide at aktivere telefonsvareren. PÃ¥ arabisk.” 

Om sig selv: “Da jeg ikke kunne blive terrorist, var der ikke andet for mig at gøre end at blive journalist.” 

Henryk Broders bog Hurra, vi kapitulerer! – der netop nu udsendes i dansk oversættelse – er et koncentrat af hans virke som en af Tysklands bedste kommentatorer. Og den rummer al det vid, den humor og akkuratesse, som savnes slemt i den mediedækning, der pr. automatik stempler Broder som “kontroversiel”, nÃ¥r det snarere ville være kontroversielt eller idiotisk at ignorere ham.  

Hos Broder findes alt det, man helst ikke må sige højt eller skrive pæne steder. Her er de megastærke indikationer af, at Europas intellektuelle, politiske og journalistiske klasse ikke aner, hvad de er oppe imod, men i stedet giver efter over for vor tids totalitarisme ved at reagerer som mennesker, der bliver truet af en orkan. 

Islam er ingen naturkatastrofe, men skabt af mennesker, og modstanden må derfor også komme fra mennesker. Henryk Broder er et af disse eksemplariske væsener, en modstandslomme på to ben, med to arme og ét tastatur, og han fortæller os, at islam dybest set bunder i ære, krænket mandsære. Dvs. i en særlig ethos, der sætter sig igennem som islamisk machismo. Når islam beskrives som en trussel, må man således præcisere, at islam egentlig ikke udgør en trussel som religion – jeg havde nær sagt: Havde islam dog bare været en religion…  

Næ, problemet er, at islam er meget mere end en religion. Islam er et fundament for især unge mænds identitet. Islam bliver i mødet med den brogede virkelighed til noget eksistentielt maskulint, ja, til en mandlig livspolitik, og det er som sÃ¥dan, at den brænder biler af i byerne, begÃ¥r “æresdrab” (som om der er noget som helst ærefuldt ved at slÃ¥ sin søster ihjel), forsvarer hensynsløs klanadfærd eller kræver særrettigheder og beskyttelse mod “blasfemi” og “religionskrænkelse”. Den franske filosof Alain Finkielkraut siger et sted i bogen: 

“Religionen spiller en rolle, ikke som religion, men som fundament for identiteten.” 

Her er vi inde ved benet. Den identitet, som islam nærer. Den identitet, der flytter bjerge, skaber flokmentalitet og i værste fald sprænger andre mennesker ihjel.  

Det er en udpræget kønnet, maskulin identitet, som på daglig basis i de vestlige og europæiske demokratier udmønter sig i såvel afpresningens kunst som en generel afvisning af værtslandets normer og kultur. Hele tiden nye krav. Halal-mad; adskilt idræts- og svømmeundervisning (som i Norge, 2008); parallel sharialovgivning (som i Storbritannien, 2008); kritik af satire og ønske om forbud mod karikaturer, tilsløring af kvinder, bandekriminalitet osv. osv.  

Overalt er der tale om en bemægtigelse af offerrollen. En offerrolle, der trækker på det forhold, at muslimer i demokratierne stadig er en minoritet numerisk set, hvilket giver ikke blot tyskere, men mange europæere dårlig samvittighed, fordi vi – ikke mindst takket være vores kristne arv – har så let dertil. 

Derfor hjælper det heller ikke stort, at flertallet af muslimer er fredelige, når et lille mindretal bare er voldeligt nok og rede til at risikere alt, og når de fredelige muslimer samtidig er så fredelige, at de ikke vægrer sig mod den ene eller halve procent, der råder i gaderne og sætter den politiske dagsorden.

Henryk Broder går hårdest til tyskerne, som han naturligvis også kender bedst. Men hans eksempler har paralleller til resten af Europa, hvor selvcensuren og selvovergivelsen breder sig af frygt for repressalier, mens politikere forsøger at yde olie på vandene og dermed kun giver den islamiske machismo endnu mere blod på tanden, eftersom det eneste, krænket mandsære har respekt for, er statslig autoritet og civil modstandsvilje.

Vi stÃ¥r med andre ord i en situation, hvor de paradoksalt nok vindende tabere perfektionerer offerrollen, sÃ¥ demokratiernes mange sociologer og socialarbejdere bliver bløde i knæene og prædiker mere “tolerance”.

NÃ¥r nogen har brændt en vognpark, skole eller børnehave af, ender det altid, som Broder skriver, med en “permanent kappestrid pÃ¥ ideer”: En politiker vil forbyde computerspil; en anden vil tilbyde “flere aktiviteter”; en tredje kræver flere “kurser for de unge”. Og sociologerne siger som altid, at det er samfundets skyld.

Summa summarum: mere stat, flere penge, flere socialarbejdere, mere tolerance og dialog. Jo mere absurd De Krænkede opfører sig, jo mere forstÃ¥else møder de hos værtslandenes snakkende klasser.  I stedet for at deltage i denne bevidstløse kappestrid om at finde pÃ¥ nye ideer til “integration” – der efterhÃ¥nden blot er et pænt ord for adskillelse eller politisk korrekt apartheid – rejser Henryk Broder det grundlæggende spørgsmÃ¥l allerede i bogens forord:  “Burka eller bikini? Tillader vi burkaen, findes bikinien snart ikke længere. Forsvarer vi bikinien, er der en chance for, at burkaen kun bliver hentet ud af skabet til fastelavn.” 

Nej, Broder har ikke givet op. Har du?