Islam sælger – og tak for det

Jeg skal ellers lige love for, at islam er blevet hot og salgbart, hvis ikke ligefrem en selvstændig industri for forlag, boghandler, foredragsholdere osv. Og tak for det. Det er et kulturelt sundhedstegn og netop en af den vestlige verdens stærkeste dyder, at den – takket være den ellers for tiden kritiserede ytrings- og trykkefrihed – formår at gøre sociale og politiske spørgsmål til genstand for kommerciel logik og intellektuel debat. 

Det regner med bøger om islam og terror, og modsat den, der falder på ruden, ser bogregnen heldigvis ikke ud til at stoppe foreløbig. Heldigvis, fordi vi har alle brug for at blive klogere. Lad det vælte ned i stride strømme; vi har brug for hver en argumenteret bog og hver en ny dristig tese om denne religion, der ikke blot er en religion eller tro, men mere og mere fremstår som et politisk system, som vi er nødt til at forstå rækkevidden af, så længe vi ønsker at forholde os til verden, som den er, frem for som den måske burde være. 

Forleden udkom Gads leksikon om islam med mere end 600 opslag, redigeret af Jean Butler og Thomas Hoffmann, men det er blot sidste skud på stammen, efter at historikeren og bloggeren Kim Møller ved årets begyndelse i en glimrende, kontroversiel fremstilling kritiserede dansk islamforskning for at været gået i stå.  

Rigtigt eller forkert, så er formidlingen af islam kommet op i gear igen, måske netop på grund af islamkritikken udenfor det akademiske miljø, især omkring Trykkefrihedsselskabet, som mange elsker at hade, men som – uanset hvor man står i diskussionen og læsningen – tilfører debatten om religion og samfund ny ilt.  

Og de nye bøger stÃ¥r nærmest i kø. Blandt mine favoritter er Kai Sørlanders filosofiske dissektion af forholdet mellem religion og politik med titlen Forsvar for rationaliteten, der allerede nu kan fÃ¥s i en bogklubudgave, og Helle Merete Brix’ journalistiske rejse Mod mørket pÃ¥ sporet af Det Muslimske Broderskab i Frankrig og andre europæiske lande. 

Fra samme forlag kommer tillige snart den danske oversættelse af Bruce Bawers europaportræt i Sov sødt, Europa med forord af den begavede og polemiske tyske forfatter Henryk Broder samt mÃ¥ske ogsÃ¥ en oversættelse af Sherry Jones’ allerede berygtede biografi af Muhammeds yndlingshustru Aisha; bogen, der ikke mÃ¥tte udkomme i USA af frygt for islamiske repressalier. 

Bortset herfra vælter det ind med aktuelle bøger af bl.a. Ibn Warraq, Martin Amis og den pt. mest læste, Lawrence Wrights bestseller om al-Qaeda og vejen til 11. september. Det er svært nok blot at følge med og holde styr på såvel historiens mange fænomener og ideer og deres moderne manifestationer – og så er det for øvrigt nærmest et uendeligt emne: islam griber ind i politik, dommedag i hverdag, fredens hus i krigens hus og det lokale i det globale. 

Sigende er det nu også, at professor på Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen ar følt sig foranlediget til at udsende en andenudgave af sin introduktion til islam, Hvad er islam på Akademisk Forlag. Førsteudgaven udkom i 2006, men allerede nu skal vi altså beriges med en ny, og så vidt jeg kan se, er det især det historiske kapitel samt kapitlet om islamisk terror, der er udbygget. 

Direkte positivt er det at erfare, at forfatteren nu hilser de seneste Ã¥rs debat om islam og konkrete terrorplaner pÃ¥ dansk grund velkommen (s.163), selv om han med en for ham mærkelig essentialistisk flothed fastslÃ¥r, at “muslimer i Danmark har som alle andre verden over ikke den ringeste sympati for terrorhandlinger.” Her kunne det være interessant med en henvisning. Tal fra Storbritannien i 2005 viser noget andet (http://dk.danielpipes.org/article/2803) 

Andenudgaven til trods er Jørgen Bæks Simonsens erkendelsesmæssige standpunkt stadig det samme og konstruktivistiske, han har haft siden begyndelsen af 1990erne. Islam er “en ramme, der gennem Ã¥rhundreder har været under konstant og vedvarende nyfortolkning” (s.188). “Islam har aldrig været en bestemt ting, en bestemt tolkning, men altid flere tolkninger” (s.7) Han forsker med andre ord stadig i islams “forskelligheder og variationer”, sÃ¥dan som han kundgjorde pÃ¥ et debatmøde i Trykkefrihedsselskabet tidligere i Ã¥r.  

Det betyder, at Jørgen Bæk Simonsen ikke siger eller skriver noget substantielt om islams eventuelle mønster, tilbøjelighed og bærende vurderinger. Han forholder sig alene til transformationer, tolkninger og konstruktioner. Derfor undviger eller overser han også det centrale spørgsmål om det elementære skel mellem religion og politik, helligt og profant, en skelnen, som er helt afgørende for den politiske udvikling i Vesten, men som, efter hvad jeg kan se, ganske mangler i islams mange varianter som beskrevet af professoren, fordi de i sidste ende bygger på en udmøntning af sharia eller forestilling om det gode, der i princippet er grænseløst, perfekt og holistisk. Udmøntningen sker rigtignok gennem fortolkning eller forståelse (fiqh), men pointen er, at tro i islam bliver til ret, dvs. til jura, dvs. til politik. Og det vil sige, at det profane og jordiske ikke tildeles en ret og sfære i sig selv, og at samvittighedsfrihed bliver et ukendt eller problematisk begreb inden for de væsentligste former for islam. 

Som både Jørgen Bæk Simonsen og Gads leksikon om islam fremhæver, er en handling ifølge Koranen og Muhammeds sædvane (sunna) enten forbudt, frastødende, tilladt, fornøden eller anbefalelsesværdig. Handlinger er med andre ord valoriseret på en bestemt værdiskala og aldrig blot neutrale, idet vejen er givet og målet sat. Når tilværelsen handler om at underkaste eller hengive sig til Gud, bliver menneskets handlinger naturligvis fyldt med betydning, og så godt som intet gøremål eller anliggende forbliver uberørt af kanon og lov. Polemisk kan man sige, at Koranen mangler en Mattæus, der giver kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, og at islam aldrig får en Luther, der gør op med idealstaten ved teoretisk at holde fast i adskillelsen mellem de to regimenter, regnum, altså det jordiske styre, og sacerdotium, det himmelske. 

Fordi samvittighedsfriheden er fraværende eller i hvert fald et problematisk begreb inden for islam, bliver det selv for den mest reformvenlige udlægning svært at begrænse godhedens og retfærdighedens domæne. For som Gads islamleksikon tørt konstaterer i opslaget om sidstnævnte: Retfærdighed betyder at gøre “det gode og accepterede” og “det kendte”, hvilket kontrasteres med det at gøre uret. “Retfærdighed” fÃ¥r hermed samme betydning som det gode; der er ingen principiel forskel pÃ¥ de to ting. 

Sådan en forskel er der akkurat i Vestens filosofi og historie, og det er faktisk en meget afgørende forskel, selv om det umiddelbart kan lyde nørdet. 

Med 1600-tallets naturretsfilosoffer introduceres der en forskel mellem den middelalderlige ret, som indebærer en pligt overfor Gud, og den moderne ret, der er væsensforskellig, idet den er subjektiv og knyttet til personer. Ifølge naturretsfilosofferne er ret nemlig ikke længere noget, der er og eksisterer udenfor tid, sted og menneskers mellemkomst; ret opfattes i stedet som noget, nogen, dvs. mennesker har. Ret kan være noget, man er født med, herunder retten til krop, sjæl og ejendom, eller noget, man bytter og handler sig til. I modsætning til islams abstrakte retfærdighed, der er identisk med universel godhed, er de moderne rettigheder, som kommer til at præge de vestlige samfund, konkrete og håndgribelige. Retten er ikke holistisk, den er individualistisk, og knytter an til den politiske orden frem for den guddommelige. 

Konsekvensen er, at der pludselig ikke behøver være overensstemmelse mellem menneskenes etik og statens etik, mellem den personlige lykke og den kollektive lykke. Der er strengt taget ikke længere brug for islams skematiske valorisering af menneskelig handling. Som den nederlandske filosof Hugo Grotius, der var en af drivkræfterne bag naturrettens komme, skriver i begyndelsen af sit mest berømte værk om krigens og fredens ret De jure belli ac pacis fra 1625: 

“Ret betyder ikke andet, end hvad der er retfærdigt, og det mere i en negativ end en positiv betydning, sÃ¥dan at ret er, hvad der ikke er uretfærdigt.” 

Hermed er Retten og Retfærdigheden for længst opgivet; den kan vi mennesker ikke gøre krav på eller forlange af hinanden. Tilbage er uretten og uretfærdigheden, som vi efter bedste evne må minimere. Dette var ifølge Grotius og andre af de tidlig-moderne, europæiske tænkere prisen for at slippe det kanoniske greb om mennesket. For når mennesket pludselig besidder en grundlæggende ret til at definere sin egen lykke og frelse, er ånden ude af flasken, og når spørgsmålet om det gode liv med ét bliver et privat spørgsmål, kender ingen længere det fælles svar. 

Beklager, men sÃ¥dan er Vestens etiske grundlag – kort fortalt. Derfor er det ogsÃ¥ noget af en tilsnigelse, nÃ¥r Jørgen Bæk Simonsen nonchalant skriver, at “i alle før-moderne samfund var det religiøse tæt knyttet til det politiske, og det religiøse og det politiske var i virkeligheden to sider af samme sag, hvor det ene legitimerede det andet.” (s.38)  

Det er faktisk endnu en essentialistisk formodning, som ikke holder vand, hvis man med “før-moderne” hentyder til tiden op til den franske revolution eller den industrielle revolution og ser bort fra naturretsfilosoffer, oplysningstænkere og formentlig ogsÃ¥ renæssancen samt den romerske og græske civilisation. Og sÃ¥ har jeg endda ikke sagt et ord om kristendommen. 

Men det er der heldigvis andre, der gør, og islam bliver nu for alvor placeret og fortolket kritisk i forhold til vores historie og den jord, vi endnu har under fødderne. Hvor er det godt! Vesten kan endnu, og lille Danmark yder såmænd et pænt bidrag til forståelsen af, hvad der har været og måtte komme.