STOP – jeg vil ikke reddes!

Det er ikke kun i Venstre, at man hader de fede og vil opdrage dem til at tabe sig – f.eks. ved at kræve, at restaurationer fremover skal tvinges til at oplyse, hvor mange kalorier, menuens retter indeholder. OgsÃ¥ i Motions- og ErnæringsrÃ¥det, en af landets utallige og blomstrende smagsdommerorganisationer, bekymrer man sig ihærdigt om danskernes kalorie- og kondital. SÃ¥ledes foreslÃ¥r rÃ¥det indførelsen af en Ã¥rlig “veje-dag” hos lægen, eftersom danskerne har det med at lyve sig lettere, end de er. 

Personligt kender jeg udmærket problemet, men finder det alligevel betænkeligt, at Motions-og Ernæringsrådet – gid det ikke fandtes – fortsat skal bestemme over andres kroppe og dertilhørende fedt, muskler og knogler. Kunne disse menneskevenner ikke bare passe sig selv eller dyrke deres egen motion eller spise deres egne rådne gulerødder? 

Tydeligvis ikke. Hvad værre er, så bliver det stadig sværere at se forskel på Venstre og et nedsat råd af smagsdommere, hvilket må siges at være en kende komisk, når man husker tilbage til dengang for ikke ret længe siden, hvor partiets førstemand i en temmelig bramfri nytårstale advarede mod statsansatte smagsdommere, der sidder og kloger sig på befolkningens vegne, og tilmed lovede, at de nok snart skulle blive fjernet. Det blev de ikke, og – nåja – snart viste det sig jo også, at det slet ikke var Fogh, der havde skrevet den tale. Han holdt den bare.  

Som også andre end jeg har været gemene nok til at fremhæve, handler den aktuelle politiske dagsorden med Venstres medvirken – skønt de såkaldt Konservative sandelig også kan være med – i meget høj grad om mikropolitik snarere end makropolitik og især om det, vi gør mod os selv snarere end det, vi gør mod andre. Politik er således blevet til biopolitik, og det gøder mere end noget andet jorden for smagsdommere af enhver konfession, herunder motionsfascister, sundhedsapostle, sexologer, alkoholeksperter, tobaksfornægtere, fødevareideologer. Og de bakkes op af politikere, der ikke aner, hvor grænser går, men konkurrerer indbyrdes om at kolonisere privatsfæren mest muligt – tilsyneladende til vælgernes store tilfredshed. For mærkværdigvis er der sket det, at vælgerne i en god politiker i dag ser en livsstilscoach, dvs. en autoritet, der kan fortælle dem, hvordan de bliver slanke og sunde eller skal opdrage deres børn. 

Resultatet er en flodbølge af politisk intimidering, også på initiativ af såkaldt borgerlige politikere, som alt andet lige burde vide bedre, men ikke gør det, fordi de formentlig blot er borgerlige af navn og ikke af gavn. Hvis det er, hvad der hentydes til med udtrykket moderne borgerlighed, er det i mine øjne hverken moderne eller borgerligt. Det er uborgerligt og guvernanteagtigt. 

Men flodbølgen fortsætter. Bare vent og se, nÃ¥r rapporten fra den sÃ¥kaldte Forebyggelseskommission offentliggøres senere pÃ¥ Ã¥ret. Her vil det med skatteyderbetalt garanti hedde, at eftersom vi alle befinder os i en risikogruppe - ogsÃ¥ staklerne i 2900 Happiness - sÃ¥ skal alle under behandling og reddes. Ikke fra den lurende energikrise, ikke fra økonomisk nedtur, ikke fra socialistisk planøkonomi og protektionisme, ikke fra islamisk fundamentalisme, russisk revanchisme, kinesisk miljøkatastrofe, muslimsk terrorisme eller andre ydre farer, men fra os selv, og aldrig har udtrykket “Du blir, hvad du spiser, passet bedre end pÃ¥ os”: Det, vi putter i kæften, er nu det mest politiske af alt. SÃ¥dan lyder risikosamfundets logik.

Vi æder, knepper, ryger og drikker os selv ihjel. Og det ser politikere fra alle partier som deres mission at forhindre. Men STOP – jeg vil slet ikke reddes!