Dukse-Danmark

Jeg tager min mest farverige skjorte på, fordi Geert Wilders er i byen. Ikke som film eller forbandelse, men i egen høje person, inviteret af Trykkefrihedsselskabet, selvfølgelig – hvem tør ellers? – medbringende det obligatoriske følge af sikkerhedsvagter for mennesker med hans synspunkter samt sit utrolige garn, der ved nærmere eftersyn snarere fremstår som haute couture end som egentligt hår. 

Det er en fest, og jeg spejder efter den alle- og ingenstedsværende Anders Fogh Rasmussen, der i sin tid tog afstand fra Wilders og hans film “Fitna” uden at have set den. Men statsministeren er som sunket i den europæiske muld. 

Det var Geert Wilders til gengæld ikke denne søndag, han havde taget turen nordpÃ¥, og hvis jeg skal være helt ærlig, sÃ¥ lød han mere som den statsminister, Danmark har brug for netop dette øjeblik i verdenshistoriens brusende flod, men som i stedet er gÃ¥et hen og blevet Europas mest forhadte og udskældte person. Ikke fordi han har gjort noget kriminelt, overfaldet nogen, holdt sin familie indespærret under jorden eller voldtaget nogen, men alene fordi han mener noget bestemt om en bestemt religion og dens jordiske autoriteter og ikke tøver med at give udtryk herfor pÃ¥ skrift, tale og senest ogsÃ¥ med “Fitna”, der i løbet af de første tre uger blev set af 22 mio. mennesker. 

Her var han sÃ¥, kontinentets værste mand, anklaget for at have forstyrret den offentlige ro og orden, og ingen kunne med rimelighed forvente at møde en sÃ¥ rolig og afbalanceret mand. Men sÃ¥dan virkede han. Som en helt utrolig eksemplarisk politiker – og alt andet, end hvad man netop kunne forvente af en person, der igennem flere Ã¥r har mÃ¥ttet leve skjult og sÃ¥gar bag tremmer for ikke at blive overfaldet eller dræbt pÃ¥ gaden, og som pt. bor i et atomsikret beskyttelsesrum under det hollandske parlament. 

Jeg havde forventet at møde en politisk desperado og lykkeridder, og hvad jeg og de ca. 200 tilhørere i Landstingssalen på Christiansborg oplevede, var en sprogligt og logisk sammenhængende, tillidsvækkende politiker med ganske fornuftige og moderate synspunkter om, hvordan Vesten forsvarer sig bedst mod islam som ideologisk, politisk trussel. Hvis publikum kom for at få en skandale eller et gys, så var vi gået forgæves. 

Bare så ingen misforstår mig – eller tror på noget, de hører i tv eller læser i obskure skrifter: Geert Wilders er almindelig snusfornuft og alt andet en racistisk galning med aner hos Hitler og co. At denne hollænder nærmest egenhændigt har kunnet skabe global ravage med så udramatiske synspunkter siger følgelig meget mere om vores forskruede tid end om mandens synspunkter. 

Nok er jeg 100 pct. uenig med ham i, at Koranen skal forbydes; det ville kun gøre den endnu mere interessant for især unge mennesker på jagt efter en identitet støbt i beton, udenadslære og menneskeligt barbari. Det samme gælder for Mein Kampf – lad dog folk læse den og få det dårligt! Hvis vi mener noget med frihed, er det netop frihed for det, flertallet og magthaverne ikke bryder sig om. 

Men flere af de andre, konkrete forslag lyder som helt igennem praktisk og pragmatisk politik. At fremstille ham som racist eller hvad han ellers er blevet kaldt i den europæiske offentlighed forekommer således grotest, hvis ikke okkult. Vist er han ikke så elegant som Pim Fortuyn og ikke så intellektuel som andre, prominente islamkritikere som Ibn Warraq eller Ayaan Hirsi Ali, men han er Geert Wilders og en fornuftig stemme i et mediehav af galopperende vanvid. 

Jeg er for øvrigt heller ikke enig med Wilders i, at den europæiske politiske elite handler frygtsomt i forhold til islam. For det er ikke frygt alt sammen. Der er flere faktorer, som forklarer, hvorfor de forsøger at please islam, herunder politisk strategi, penge og markedsandele, misforstÃ¥et tolerance, almindelig uvidenhed og menneskeligt medløb, mÃ¥ske endda kedsomhed eller ægte interesse for den eksotiske “anden”. 

Men derfor er det alligevel godt at få mandens synspunkter lagt frem, så flere kan danne sig deres egen mening. I stedet for at gøre som Anders Fogh Rasmussen og flere af hans klæge slags: At lægge afstand til noget, de ikke har hørt eller set. 

Hvad jeg savner hos Wilders og har lyst til at fremhæve her, er Vestens notoriske behagesyge, som ser ud til at have slået alle rekorder i forhold til islam, men som Wilders ikke sagde noget om i København, hvor behagesygen ellers står i fuldt flor. 

For er der noget, vi vil mere end nogensinde før, sÃ¥ er det at være genstand for behag og beundring, at blive holdt af, rost og elsket. Derfor skal vi ikke nyde noget, ikke stikke ud, ikke lave ballade, og derfor værner vi sÃ¥ nidkært om vores brand med kampagner og imagepleje i Øst, Vest, Nord og Syd. Rosenrøde kampagner, der ikke ser ud til ændre en tøddel pÃ¥, at vi har fjender – som senest anskueliggjort af angrebet pÃ¥ den danske ambassade i Islamabad.

Her hviler for alvor vores nationale selvforståelse: i den kroniske uskyld. Vi er jo foregangslandet over alle andre foregangslande, pakket ind i en selvfed, reklamelækker illusion med vindmøller og Christianiacykler. Puslingelandet med de gode varer og de gode mennesker. Se os. Vi er venner med alle. Vi er dialogiske. Vi er danske, vi er dukse. 

For nu bare at skære det ud i pap, så er vi som klassens flinke pige, holdt i en skruestik af behagesyge og tilpasningsevne, ude af stand til at foretage os andet end at spejle os i omgivelsernes blik og anerkendelse, værst naturligvis hos kødranden af levebrødspolitikere, diplomater, businessfolk, lærde naivister, halalhippier, kulturrelativister, men efterhånden udbredt i selv den bedste familie. 

Alene af den grund var det forløsende at opleve Geert Wilders i København. Ganske simpelt at se og høre ham tale. Han er ikke et spøgelse; han findes, han ræsonnerer ved hjælp af fornuft og saglige argumenter, han har humor; han er ikke et uhyre og har stamina nok til at ville forsvare Vesten og Vestens ofte kritiserede, skønt ganske efterstræbelsesværdige civilisatoriske dyder, som vi nyder godt af den dag i dag. Hvor langt hans evner rækker, vil kun han og tiden vise, men det var vist ikke noget tilfælde, at man på vejen hjem gennem den solbeskinnede hovedstad kunne høre gudernes befriende latter.