Vi har her på stedet allerede beskæftiget os med religionskritik i flere omgange, men emnet ser ikke ud til at miste aktualitet sådan lige med det samme. Hvor mange vesterlændinge var ved at dø ad kedsomhed og ubekymrethed i 1990erne, fordi alle ideologier og politiske utopier var pist borte, er vi i dag vågnet op med politisk-religiøs hovedpine, forvoldt af islam i al dens smertende tilstedeværelse og med udsigt til konflikt de næste mange år.
Europa er under belejring, det behøver man ikke være professor for at se; og akademikere har det for øvrigt med at lukke øjnene og tale videre om alverdens ligegyldigheder, mens brandstiftere og kampagnemagere gør, hvad de er bedst til. Det har aldrig været fløjlsjakker og æggehoveder, der går forrest, når det gælder om at forsvare friheden.
I en pause fra det alt sammen var jeg så dumdristig at åbne Miguel de Cervantes’ klassiske værk Don Quijote fra begyndelsen af 1600-tallet i ny dansk oversættelse. Det skulle jeg ikke have gjort. Det vil sige: Det er naturligvis en forrygende fortælling om en fantast, der ridder ud i verden for at befri menneskeheden for uretfærdighed samt i håb om evig berømmelse. Don Quijote er netop, hvad der står på omslaget og mere til: en ægte klassiker, skrevet af en gammel, hvid, kristen mand (1547-1616) – og så er det oven i købet verdens første roman, dvs. et vellykket eksperiment ud i forestilling og narrativ fortællekraft hinsides al filosofi, retorik, skolastik og teologi.
Allerede prologen varsler, hvad der kommer. Her lader forfatteren, altså Cervantes, en klog mand belære fortælleren om, hvad romankunst egentlig er for en størrelse:
“Den er jo i bund og grund et angreb på ridderromanerne, som Aristoteles aldrig drømte om, Sankt Basilius aldrig talte om, og Cicero intet anede om. I dens univers af opdigtet galimatias hører hverken nøjagtige historiske oplysninger eller astronomiske iagttagelser hjemme. Geometriske mål har heller ingen betydning, lige så lidt som retoriske argumenter og modargumenter, og den skal ikke prædike moral for nogen og dermed rode menneskeligt og guddommeligt sammen, et blandingsklæde som ingen kristen forstand bør iføre sig. Den skal kun søge at efterligne, og jo finere efterligningen er, des bedre bliver det skrevne. Og da din tekst kun stiler mod at nedbryde den autoritet og plads som ridderromanerne har i verden og hos folket, er der ingen grund til at tigge sentenser hos filosofferne, sprogblomster hos retorikerne eller mirakler hos helgenerne. Du skal simpelthen med rammende, ærlige og velanbragte ord gøre din tekst klangfuld og veloplagt og så vidt muligt beskrive hvad du mener, og udtrykke dine tanker uden at forvikle eller fordunkle dem. Du skal gøre dit bedste for at få den triste læser til at le, den lattermilde til at le endnu højere, den enfoldige til at føle sig underholdt, den kloge til at forundres over din opfindsomhed, den strenge til ikke at foragte den, og den besindige til ikke at undlade at prise den.”
Disse ord kan læses som romankunstens trosbekendelse. Det er her, det hele begynder. Sådan taler romanen: frodigt, uprogrammatisk, rebelsk, selvmodsigende og måske endda fuld af fejl og så meget desto mere menneskeligt.
Ud af denne bekendelse til digterisk efterligning ved hjælp af human fantasi og skabertrang vokser romanens autonome, individuelle skikkelser som Don Quijote selv og hans tro væbner Sancho Panza samt et bredt persongalleri, levende som døde. Det er både forbilledligt og muntert, især dér hvor arme mennesker får hugget lemmer af for et godt ord. Det er ren splatterfilm visse steder.
Men bogen indeholder så sandelig også en solid dosis hån, spot og latterliggørelse. Ikke bare over for ridderromaner, som var datidens litterære udgave af dagbladet Politiken, men saftsusemig også over for maurere, dvs. muslimer.
De opholdte sig i stort tal og som udvidede klaner på den iberiske halvø, selv om de kristne spaniere fik kontrol med deres territorier i 1492 og på Cervantes’ egen tid stillede maurerne overfor det ultimatum, at enten underordner I jer under den spanske stat – eller også bliver I smidt ud. Det hjalp.
Det er netop i denne kontekst, at man må forstå Don Quijotes mistillid til maurere og deres religion. Han stoler ganske simpelt ikke på dem og giver gentagne gange udtryk for fordomme, følelser og vurderinger, som ikke længere er tålte i pæne, politisk korrekte, europæiske cirkler here 400 år senere.
Hør blot åbningen af kapitel 5, hvor Muhammed får én over snuden:
“Da han nu ikke kunne komme ud af stedet, benyttede han sig af sin sædvanlige metode, nemlig at ty til en af de episoder han havde læst om i bøgerne, og i sit vanvid kom han i tanker om den med Balduin og markisen af Mantua, dengang Karlot sårede den førstnævnte i skoven, en historie som ethvert barn kan udenad, de unge ikke er ubekendte med, og de gamle elsker og endda tror på, selv om der ikke er mere sandhed i dén end i Muhammeds mirakler.” (min kursiv)
Muhammeds lære kan med andre ord sidestilles med folkelige skrøner og godnathistorier. Den går vist ikke længere hverken i Mekka eller Middelfart i dag.
I kapitel 8 beskriver vores hovedperson for Sancho Panza en spansk ridder, der er berømt for at slå maurere ned – og Don Quijote er fuld af beundring:
“Jeg har engang læst om en spansk ridder der hed Diego Pérez de Vargas. Han fik knækket sit sværd under en kamp, men så flåede han en tyk kæp eller gren af en steneg og kvæstede så mange maurere med den at han fik tilnavnet Machuca, “Kvæster”, og fra den dag blev hans efterkommere kaldt Vargas y Machuca. Det fortæller jeg fordi jeg også har i sinde at brække en gren af den kaliber af et egetræ så snart jeg finder et, og den skal jeg udrette så utrolige bedrifter med at du kan anse dig for en lykkens pamfilius fordi du er så heldig at overvære det.” (min kursiv)
Nu kan Don Quijotes hensigtserklæring fortolkes på flere måder, men en af dem er naturligvis at gøre sig fortjent til samme heltestatus som “Kvæsteren”.
Men det bliver værre endnu. I kapitel 9 møder vi denne passus en passant. Don Quijote taler her om en konkret histories sandfærdighed eller mangel på samme:
“Den eneste grund til at rejse tvivl om dens sandfærdighed skulle være at forfatteren er araber, for arabere er løgnagtige. Men siden de er os så fjendtligt stemt, er det mere sandsynligt at han har underspillet end overdrevet historien.” (min kursiv)
Arabere er altså såvel løgnagtige som fjendtlige. Det er ord, ikke engang Geert Wilders tager i sin mund, men samme udsagn gentages i 2. bogs kapitel 3, hvor hovedpersonen hører om en muslimsk student ved navn Samson Carrasco og møder denne. Her er det Don Quijote, der tænker:
“Dette trøstede ham en smule, men han blev atter forstemt ved tanken om at forfatteren, at dømme efter dette “Sidi”, var maurer, for maurere kunne man ikke stole på, de var bedrageriske, løgnagtige og usandfærdige alle til hobe.” (min kursiv)
Der skal således ikke mere end en enkelt dag i selskab med verdens første roman til for, at man kan blive stødt på manchetterne – muslim eller ej. Hertil vil nogle sikkert sige: Nå, ja, men det er bare en roman! Og det er rigtigt. Det er bare en roman. Ligesom det bare var en tegning, der antændte Muhammedkrisen, og ligesom det bare var en film, som satte Holland på den anden ende i ugerne op til offentliggørelsen af Fitna.
Og så spørger jeg: Hvor stopper dette “bare”? Hvorfor ikke helt undvære disse film, disse tegninger, disse romaner? Og så “bare” leve lykkeligt til vores dages ende?
Hvor stopper friheden til at ytre sig frit egentlig? I de multinationale virksomheders bestyrelseslokaler? Hos Arla? Hos Philips? I parlamenter med skræmte levebrødspolitikere? På dagblades glatte redaktioner? I DR, der ikke ville eller turde vise Fitna? Hvem forsvarer retten til at tænke og tale som Don Quijote, når det kommer til stykket? Hvem tør? Hvem bøjer af? Hvem skal ikke have klinket noget?
Ja, det turde efterhånden være let at se for alle, der har øjne i hovedet.
Nu er spørgsmålet til alle denne verdens Abu Laban’er og Tøger Seidenfaden’er: Skal Don Quijote så også forbydes? Er den et stykke hate-speech? Er den på kant med anstændigheden?
Hvad siger Ellemann? Krænker romanernes roman muslimers religiøse følelser? Er den misbrug af ytringsfriheden? Er den? Skal bogen beskæres, censureres – eller er den netop alligevel fredet, fordi den er kunstnerisk? Fordi den er god? Fordi den er historisk? Fordi de dannede læser den? Fordi den er subjektiv på et højere plan end den berygtede tegning med Muhammed med bombe i turbanen? Fordi den ikke ser ud som Jyllands-Posten?
Er det hele bare æstetik, Tøger Seidenfaden? Er det der, du hænger din ytringsfrihed: på skønhedens knagerække?