Kanon for konsensus

Det mest iøjnefaldende først: Det er naturligvis bÃ¥de afstumpet og tamt, at Muhammed-krisen ikke figurerer i en dansk demokratikanon anno 2008. Krisen – der normalt gÃ¥r under betegnelsen landets “værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig” – handler om ytringsfrihed og dermed i allerhøjeste grad om demokrati. Mere hÃ¥ndgribeligt bliver det faktisk ikke. 

Mindre iøjnefaldende, om end temmelig klart, når man læser kanonens respektive kapitler om udviklingen af det danske demokrati, er lighedstegnet mellem demokrati og velfærdsstat. Det skal jeg vende tilbage til. 

De 35 kanonpunkter er fordelt over 22 begivenheder, otte tænkere og fem tekster og udtrykker statistisk, hvad udvalgsformand Knud J.V. Jespersen i sin indledning omtaler som det forhold, at historiske begivenheder udløser ideer og tekster, altså at disse udspringer af situationer og konkret virkelighed. Det er i dag normal praksis i den idéhistoriske genre og er med til at gøre kanonen til mere og andet end vidtløftige tanker. 

Men det er alligevel er meget dansk kanon, vi får serveret af det rosværdigt hurtigarbejdende udvalg. En dansk kanon i betydningen: ekstremt konsensuspræget. På trods af de mange, forskelligartede nedslag i europæiske begivenheder, tænkere og deres banebrydende værker, bliver demokratiet mod slutningen til noget rart og hjemmevant, og det virker til sidst som om, demokratiet blev omfundet på Samsø, sådan som forfatteren Henrik Stangerup vrissede engang, da han fik nok af den lokale selvforelskelse. 

Læs f.eks. kapitlet om besættelsestiden. Det er ren, provinsiel nostalgihistorie, blottet for internationalt udsyn. Det er traditionen fra Hans Kirchhof og de danske hjemstavnshistorikere, der taler her, og formentlig er det højskoleromantikeren Ove Korsgaard, der fører pennen. Pibetobak og strikkede sweatre. 

Eller læs det bedagede kapitel om Kanslergadeforliget i 1933. Her fÃ¥r vi velfærdsstaten som mytologi og den sædvanlige socialdemokratiske fortolkning af en urdemokratisk mirakelkur, der “reddede landet og demokratiet”, som det højtideligt hedder. Lyrikken fortsætter: 

“PÃ¥ længere sigt lagde forliget grunden til den brede politiske enighed og forligsvilje, der var den politiske forudsætning for velfærdsstatens bredt accepterede velfærdssystem.” Dette kunne nemt være skrevet af den socialdemokratiske partihistoriker Henning Tjørnehøj, men lad mig gætte pÃ¥, at det atter er den glade Korsgaard, der hygger sig foran kaminilden. 

Til opbyggelig kritik af denne mytologi kan anbefales Christopher Arzrounis kapitel i antologien 20 begivenheder der skabte Danmark (Gyldendal 2006), hvor jeg kan vist godt forsikre de nysgerrige om, at sådan har de nok ikke fået serveret Kanslergadeforliget før. 

Det slÃ¥ende og afgørende er, at Korsgaard og de andre stÃ¥r i særlig gæld til den danske hofideolog Hal Koch, som gjorde det danske demokrati til demokratisme, dvs. til en særlig bevidsthedstilstand. Til religion, kan man sige. Det er netop hans demokratiforstÃ¥else med vægt pÃ¥ demokrati som en inderlig følt livsform og anskuelse, der præger den danske del af kanonen, hvorfor det da ogsÃ¥ karakteristisk hedder, at Hal Koch og hans stærkeste kritiker Alf Ross var “grundlæggende enige”. Sikke noget sludder, og man har ærligt talt svært ved at forstÃ¥, hvorfor de andre udvalgsmedlemmer David Gress, Peter Kurrild-Klitgaard og Kathrine Lilleør har affundet sig med denne kanon for konsensus, skønt de nok har været tvunget til at vælge deres slag – og derfor stillet sig tilfredse med dog at fÃ¥ en lang række klassiske liberale og borgerlige begivenheder og personer med. 

Hvis vi forestiller os det tankeeksperiment, at samme kanon blev læst af de kanoniske tænkere Spinoza, Locke, Montesquieu, Tocqueville og John Stuart Mill, ville de nok have takket nej til at optræde på en kanon over dansk mainstream og historisk hygge. 

Men de er der, takket være de borgerlige kanonmedlemmer, og sætter deres aftryk og minder os alle om, at demokrati er et middel, ikke et mål i sig selv, men et middel til en nogenlunde fornuftig operationalisering af menneskers uendelige uenighed. 

Så meget er demokratiet. Ikke mere. Den travle læser kan derfor sagtens nøjes med første halvdel af den netop udkomne demokratikanon. Resten er røgelse.