Til bords med en eftersøgt

Her sad han så: et af verdens mest efterstræbte individer. Lige overfor mig. Jeg skulle blot åbne munden for at få ham i tale, men den første halve time anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Ordene ville ikke ud af munden; de turde ikke, kunne ikke, ja, de var der slet ikke. Ordløst stirrede jeg på manden, inden han bød mig vin og skænkede rødt op. 

Takket være skæbnens gunst sad jeg til bords med Ibn Warraq, forfatteren til den internationale skadalesucces Derfor er jeg ikke muslim og modtager af Trykkefrihedsprisen 2008. 

Kort forinden havde jeg ikke anet, hvordan han så ud, endsige hvad hans rigtige navn er. Nu så jeg et roligt gemyt bag tykke briller og drenget charme. Og hørte et kultiveret, dansende, eksemplarisk pakistansk-indisk klingende engelsk, der fortalte om en opvækst som muslim, afgang til britisk kostskole, universitetsstudier i Storbritannien og det endelige brud med islam. En historie om vor nære fortid og vores næsten alt for aktuelle nutid. 

På grund af sit definitive og intellektuelle brud med islam, som han stiller frit til skue i den mesterlige 500-siders refleksion Derfor er jeg ikke muslim, som udkom på engelsk i 1995 og på dansk i 2004 – takket være Lars Hedegaards oversættelse og Morten Hesseldahls forlagsindsats – har Ibn Warraq måttet leve de seneste mange år under jorden forskellige steder i Europa og med falsk identitet for ikke at blive genkendt og myrdet – altså endnu et jaget bytte – på flugt fra islams bogstavelige fortolkere og håndhævere. 

Det er mærkeligt at forestille sig denne stilfærdige mand være en trussel mod islam. Men sådan bliver han opfattet af de troende og deres hitmen. Som så farlig en mand, at han må skaffes af vejen, hellere i dag end i morgen. Af samme grund vogter et par diskrete PET-agenter i baggrunden og sørger for, at sikkerheden er i top under Ibn Warraqs korte ophold i København. 

Han har lige været i DR-Byen for at give interview til Deadline, og nu står han frem med sit ansigt, hvor han tidligere skjulte det, i en erkendelse af, at han er nødt til at forsvare sine ideer ansigt til ansigt med offentligheden, og det er meget svært ikke at beundre hans olympiske mod, der placerer ham side om side med Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali for at nævne de mest kendte, vantro helte. 

Han har ingen våben; han har ingen bander, horder eller hære under sig. Han kommanderer ikke andet end sit lysende intellekt og sin forbilledlige stamina. Han er ordets mand, fornuftens mand, og det må netop være derfor, hans fjender frygter ham så meget. Han kan ligesom Sokrates forføre ungdommen og lede den i en forkerte retning. Han taler sagte, fredfyldt, associerende, humoristisk. Og så smiler han sit ungdommelige smil, så enhver må få sympati for ham. Jeg hiver mit eksemplar af bogen frem og får min dedikation med de venligste hilsener. 

Det er denne mand, der er islams svorne fjende, tænk lige en gang over det. Det er ham, der skal dø, hvis det står til voldsmændene, de erklærede såvel som de totungede. Tænk lige over det. Og tænk så lige en ekstra gang over, hvor vigtigt det er, at der fortsat findes frie mennesker som Ibn Warraq, og at vi knap nok har fortjent at leve i et demokrati, hvis ikke vi formår at beskytte og værdsætte mænd som ham.