I krigens hus

Hvis nogen for bare få år siden havde sagt, at afbrændinger af skoler, børnehaver, biler og containere snart ville blive dansk virkelighed, havde folk rystet på hovedet og affejet vedkommende som sindssvækket. Hvis nogen havde talt om, at en demonstration imod ytringsfrihed snart ville kunne samle over 1.000 dedikerede herboende muslimer, klædt i sort og i march for fuld hals ned ad Nørrebrogade, ville vedkommende være blevet tilbudt psykologhjælp og terapi på det offentliges regning. 

Hvad kun meget få forstod dengang og knap nok turde sige, er nu blevet virkeligt – og dermed nødvendigt at diskutere indgående og uden at snakke pænt udenom som politikere og mediefolk, der er bange for, hvad omgivelserne mon mener i denne delikate sag, hvor ens værste anelser ser ud til at gå i opfyldelse. 

Jeg var selv en af de, der rystede på hovedet ad folk som Lars Hedegaard og Helle Merete Brix. De så spøgelser, tænkte jeg mildt og overbærende. Kunne de da ikke bare se at komme videre med deres liv, ligesom os andre dødelige. 

Bare så sent som forrige år, da Groft sagt-holdet var samlet til en bid mad, trak jeg på smilebåndet, da Hedegaard fremførte, at sharia begynder med tørklædet og den systematiske seksualisering af kvinden i islam. Han ser syner, tænkte jeg, selv om jeg ikke kunne sige mig helt fri for den ufrivillige fortsættelse: Sæt nu, han bare har en lille smule ret… 

Ret kan flere udmærket have på samme tid eller på hver deres måde, men Hedegaard stod dengang så godt som alene med sine synspunkter, der mildt sagt ikke er blevet mindre aktuelle med tiden. 

Sagens kerne er, at han og få andre var forud for deres tid på dansk grund, ikke mindst med bogen I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten fra 2003, der ved udgivelsen blev skældt hæder og ære fra og anklaget for at være hate-speech, hvilket var anledningen til, at Dansk PEN ikke ville optage Lars Hedegaard som medlem. Det førte som bekendt til, at han og andre grundlagde Trykkefrihedsselskabet, der interessant nok i dag har flere medlemmer end Dansk PEN. 

Den bog vil jeg gerne skrive lidt om. Den fortjener – sin advarsel og emnets alvor taget i betragtning – at blive genlæst og gendebatteret. 

Men lad mig springe lidt frem i kronologien. I december 2006 besøgte den fransk-iranske forfatter Chahdortt Djavann København med en analyse af slørets betydning i anledning af den danske oversættelse af hendes essay Kast sløret! (2003). Da var jeg begyndt at folde ørerne ud. Ifølge Djavann er sløret – uanset hvilken model, vi taler om – ikke bare et religiøst symbol, men en demonstration af forskellen mellem kvinde og mand i islam. 

Djavann havde tilmed prøvet det selv. Fra hun var 13 til 23 år, blev hun tvunget at gå med slør, indtil hun flygtede fra Iran i 1991 og kom til Paris i 1993. December 2006 talte hun til fordel for håndhævelsen af sekulære love i Frankrig og forbud mod brugen af slør i offentlige skoler, og hendes kampskrift solgte fluks 150.000 eksemplarer i Frankrig. 

I essayet sammenligner hun det islamiske slør med en jødestjerne, en markering af det urene. I islam er kvinden, selv som ung pige, en trussel mod den mandlige kultur. Hun er en mindreårig, et underkuet seksualobjekt på samme måde, som hvis de blev smidt ud i prostitution. Eller som hun selv formulerer det: “For mændene er det virkeliggørelsen af en drøm: Den uendelige orgasme i stedet for den tidlige sædafgang.”

Kvindens krop er et tabu, og sløret afslører to ting. For det første: Hun er muslim. For det andet: Det er forbudt at have seksuelt samkvem med hende. Sløret er et rødt lys, hvilket dog i mange islamiske lande ikke afholder mænd fra at begå pædofili i form af ægteskab med niårige kvinder, voldtægt eller at ty til prostitution. Sløret skyldes ikke moral, men handler om magt, betonede Djavann. Mændenes magt. 

Hun gik derfor så langt som at mene, at kvinder er den ypperste vare, islamiske mænd ejer eller råder over, og at politisk islam ikke kan eksistere uden slør. Kaster kvinderne sløret, vil det svække hele den maskuline identitet i islam.  

Djavann brugte også stærke tillægsord om især præstestyret i Iran. “Islamisk fascisme” var et af dem. “Teokratisk elendighed” et andet, og hun anklagede muslimske intellektuelle i Vesten for ikke at kalde en spade en spade. Når de hævder, at tilsløringen af kvinder kan ses som en beskyttelse af dem eller en måde at undgå vestlig dekadence på, svarer Djavann, at de genspiller argumenter, som venstreintellektuelle anvendte, da ayatollah Khomeini kom til magten i Iran i 1979 med de intellektuelles støtte. Kravet om, at kvinder skal bære slør, er det mest barbariske dogme, sagde hun. Det begynder med en jødestjerne og ender i Auschwitz.  

Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard er i deres bog I krigens hus på sporet af samme barbariske dogmer og samme dystre virkelighed. Men det ville være forkert blot at benævne den “debatbog”. Den er faktisk meget mere ambitiøs og indeholder en ny europahistorie med særligt henblik på spændingen mellem islam og Vesten. Hvis de har ret i deres analyse, så er det ikke alene demokratiet, som er i fare. Det er Vesten, som vi har kendt Vesten i hvert fald de seneste 1.000 år, der står på spil. Indsatserne er med andre ord blevet hævet. 

Forfatterne lægger ud med at konstatere, at islam ikke er en religion à la kristendom, jødedom eller andre religioner, vi kender bedre i Vesten, efterhånden kun på et hyggeplan. Islam indeholder en stærk etos med et ganske præcist defineret regelsæt, politisk såvel som socialt og økonomisk. Dette regelsæt bygger på, at islam udgør et globalt fællesskab, som er ubegrænset af tid og rum, dvs. en utopi til alle tider og alle steder. Hvad der sker på Nørrebro i 2008 er ideelt set ligeså vigtigt, som hvad der skete i Mekka for 1.400 år siden – og omvendt: Verden hænger sammen i ét stykke, et i princippet evigt og verdensomspændende sekund, og på denne måde bliver islam konkret og kosmisk på én og samme gang. 

Nok er denne etos ikke ens eller lige stærk overalt, dvs. i den virkelige verden, men at der findes en islamisk etos, som er drivkraft for islamiske samfund, er forfatterne ikke i tvivl om – modsat antagelsen hos mange universitetsansatte eksperter og kulturrelativister. 

Bogens argument er som sagt historisk. Jihad – som normalt oversættes til “hellig krig”, men her defineres bredere som “muslimers religiøst funderede pligt til at udbrede islams myndighedsområde til Vesten og hele verden” – har formet Europa op gennem middelalderen. Det gælder såvel den arabiske jihad som den kristne modoffensiv og senere den tyrkiske jihad, og her er bogens første kapitler særdeles oplysende. Jeg har selv brugt en del år af mit liv på at læse europæisk historie ved danske og udenlandske universiteter, men er faktisk aldrig blevet præsenteret for denne grundlæggende dynamik i vores kontinents tilblivelse. Hvorfor egentlig ikke? Det er i sig selv et godt spørgsmål. 

I nærværende fremstilling bliver de kristne korstog sat ind i en i historisk kontekst, hvor islams politiske ambition og militære ekspansion får fuld dækning, så man bedre begriber tilblivelsen af de europæiske stater med stående hære og skattevæsen. Man ser også, at det mere raffinerede og urbane kvindeideal i Europa fik betydning for europæernes økonomiske og politiske udvikling i retning af en aristokratisk-borgerlig samfundsorden. Mens kvinder i Europa kunne fungere som politiske ledere og handlekraftige dronninger, gjorde den modsatte tendens sig gældende på islams territorium, et aspekt, Chahdortt Djavann – som nævnt ovenfor – behandler. 

Det leder os frem til tyrkernes belejring af Wien i 1683, som vi nok har hørt om før. Men det afgørende er deres impotens. Tyrkerne kan ikke slå Vesten militært; araberne kunne heller ikke. Takket være islam har de modsat sig videnskabelig fornyelse og politisk dissens, to afgørende motorer for Vestens formidable succes fra 1500 og fremad. At kritisere, skændes og finde på, det fører til velstand. Klanloyalitet, blind tro og sharia gør det modsatte. 

Det springende punkt i fremstillingen er der, hvor forfatterne konkluderer, at kræfter i islam på et tidspunkt anerkender, at islam ikke kan kolonisere Vesten med sværdets magt, og at islam nu må bero på børnenes magt, dvs. vinde frem i kraft af tilvandring og demografi. Skal vi tro på det eller hvad? Er der tale om et komplot eller en masterplan?  

Ikke nødvendigvis, svarer forfatterne. Og måske betyder det ikke stort i forhold til det simple faktum, at tilvandringen begyndte, voksede og er steget støt lige siden, godt hjulpet på vej af næstekærlige regeringer i Europa, sådan at europæiske storbyer i dag er præget af frivillige, muslimske ghettoer og mediebegivenheder, hvormed myndighederne drives på tilbagetog af muslimske krav om “respekt” og religionens “ukrænkelighed” samt fortsatte beskyldninger om “diskrimination” og “racisme”. Og så hjælper det jo ikke ligefrem, at caffé latte-generationens palaver om multikultur og dialog endnu høres så tydeligt, som tilfældet er. 

Bogen skitserer to kilder til den nye, stærke, demografiske jihad. Dels opstår der en islamisk totalitarisme i mellemkrigstiden på linie kommunismen og nazismen – en totalitarisme, der finder udtryk i Det Muslimske Broderskab, der oprettes i 1928 og stadig er en del af et større netværk. Dels sporer forfatterne den demografiske jihad til den såkaldte Mekka-erklæring i 1981, hvor op mod 40 islamiske statschefer på råd tænkere og skiftkloge formulerer sammenhængen mellem islams genrejsning og tilvandringen til Vesten. Mekka-erklæringen er ikke en formel beslutning, men en hensigtserklæring, dvs. et politisk ønske. Her hedder det bl.a.: 

“Alle muslimer, selv om de taler forskellige sprog, har forskellig hudfarve, bor forskellige steder og adskiller sig fra hinanden på andre måder, udgør én eneste nation, knyttet sammen af en fælles tro (…), idet de påtager sig én opgave for hele verden.” 

Der er mere i samme skuffe i den officielle erklæring – og man kan altid diskuterer kildens ophav og betydning. Men man kan ikke blot feje problemet ind under gulvtæppet og lade som om, fundamentalismen ikke eksisterer og ikke er relateret til virkeligheden i de europæiske byer. 

Det nedslående budskab i Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaards banebrydende bog fra 2003 er, at vi, der lever i Vesten, ifølge islam lever i krigens hus – i modsætning til der, hvor islam er ved magten, og hvor den islamiske fred gælder. Forstår vi ikke denne grundlæggende islamiske optik, forstår vi heller ikke døgnets begivenheder i Europa, og så er vi dømt til at rode rundt på bunden af et dybt hul, hvor vi konstant opfatter muslimer som genstande for andres beslutninger. De er ikke stakler. Nogle af dem er endog overordentligt determinerede i deres had til Vesten. 

Alt dette maner til eftertanke i disse dage. Mildt sagt. Og derfor kan den bog sagtens genudgives med et efterord om de seneste fem år. Vi har alle brug for at blive klogere på islam. Alt andet kan vise sig at være livsfarligt.