Sig navnet!

Hvad er et navn, spørger Julie i Shakespeares drama “Romeo og Julie”, og de, der har læst det eller set filmatiseringen med Leonardo DiCaprio i rollen som Romeo, véd, at et navn kan splitte hjerter og familier ad og udløse endeløse fejder; ikke bare i Verona, men overalt, hvor der er mennesker.

Vist kan et navn være sød musik eller vække kærlige minder, men navne har det med at splitte og opdele, mindst lige så meget som de integrerer og samler. Og selv om demokrater af princip ikke hænger sig hverken i navne eller titler og her i landet er på uforpligtende fornavn med hinanden, så man ofte ikke aner, hvem man taler med, kan et navn vise sig at være et særdeles elektrisk ladet tegn.

Som Julie siger til Romeo: 

Det er jo kun dit navn, som er min fjende/Du er dig selv trods alle slægtsnavne/Hvad er det “Montague”?/Er det en hÃ¥nd/Fod, arm, et ansigt, nogen del af det/Som udgør manden?/Hed dog noget andet!/Hvad er et navn?

Som stykket viser, er og bliver Romeo søn af Montague, mens Julie er datter af Capulet; ingen af dem kan pludselig hedde noget andet, og lige præcis dér begynder tragedien.

Shakespeares refleksion over navnets betydning og dets repræsentation er atter aktuel. Denne gang i forbindelse med Nyhedsavisens nøgterne afsløring af, hvem Blekingegadebandens læge var. For første gang siden 1989, hvor banden blev pågrebet, bliver denne læge nævnt ved navns nævnelse i offentligheden med kopi af mødereferat fra Københavns Byret den 14. september 1989.

Her erfarer man, at læge Kari Havsland Jørgensen, der stadig arbejder i lindringens tjeneste som læge i Gentofte, i 1980erne gjorde sig skyldig i bl.a. at viderebringe fortrolige oplysninger – sÃ¥som patienters cpr-numre og adresser – til banden, der derpÃ¥ kunne bruge oplysningerne som falske identiteter og dækadresser. F.eks. var lejligheden i Blekingegade pÃ¥ Amager, hvor der viste sig at være skjult store mængder vÃ¥ben og sprængstof, lejet i en af disse patienters navn. Lægen gav oplysningerne til sin daværende mand Karsten Møller Hansen, som var medlem af banden og senere blev idømt tre Ã¥rs fængsel.

Blekingegadelægen blev af grunde, der stadig er uigennesigtige for offentligheden, aldrig dømt for sine handlinger på trods af, at hun tilstod det hele, og hun har hidtil kunnet leve videre i al ubemærkethed. Lige indtil i går. Samme dag svarede hun på journalistens henvendelse ved at true med sagsanlæg, idet hun udtalte: 

“Jeg har absolut ikke lyst til at fortælle noget. Hvis der bliver taget billeder, eller mit navn kommer frem, kommer jeg til at forfølge det via min advokat.”

Allerede her ser vi, at navne kan bruges til flere ting, såvel til at dække over kriminel aktivitet, som til at tage retlig affære. Sagen fortsætter allerede i dagens udgave af Nyhedsavisen, hvor politikere fra flere partier efterlyser en undersøgelse af det juridiske efterspil, herunder hvordan lægen kunne gå fri.

Er det uetisk af Nyhedsavisen at offentliggøre navnet? Det mener flere bloggere på Nyhedsavisens hjemmeside, og det mener forfatteren Peter Øvig Knudsen nok også, eftersom han ikke selv bringer navnet i sin ellers meget detaljerede gennemgang af sagen. Men hvorfor oplyser han ikke navnet på lægen? Fordi hun er kvinde? Fordi hun er læge? Fordi han ikke vil gå for tæt på? Det er jo ellers det, han lige har fået Cavlingprisen for: at gå tæt på. Men, erfarer vi nu, med måde. Hvad er hans kriterium for dette – i bedste fald – mådehold? 

Dette spørgsmål rejser nye, naturlige spørgsmål, såsom om der skulle være flere kærester, koner eller venner derude, som assisterede bandens forehavende. Hvad med den person, der efter sigende hjalp banden med at sammensætte listen over herboende jøder? Hvem var det? Hvad hedder hun?

Jeg mener, det er indlysende rigtigt at bringe navnet på en person, der selv har tilstået sin gerning, men ikke fået sin straf. Sagen er i øvrigt ikke en almindelig kriminalsag, men en historie med langt bredere historiske, politiske og kulturelle perspektiver. Blekingegadesagen angår os alle, den er et stykke rystende danmarkshistorie, som må få de fleste til at spørge, hvordan det kunne ske, og hvad det egentlig fortæller om den danske venstrefløj i 70ernes og 80ernes Danmark.

Det passer med andre ord ikke, sådan som nogle danske historikere ynder at sige, at intet sker i lille Danmark, og at de varme landes historie pr. definition er mere interessante. Den danske celle under marxistisk ledelse og maoistisk inspiration er da en ren thriller, og den kunne opstå og trives rigtig godt i et Danmark med plads til alle, der bruger Rexona. Det lugter af historie, fordi det er historie, og borgerne har en naturlig interesse i at kende sagens kendsgerninger og dens historiske konnotationer. Derfor er det vigtigt at få navn på. 

Som professor Bent Jensen var inde på i en tale ved åbningen af Center for Koldkrigsforskning i sidste uge, så skrives historien netop af mennesker. Derfor skal der navn på. Det er tillige mennesker, der skaber historien. Også derfor skal der navn på. Og så handler historien jo også i sidste ende om mennesker. 

Navne gør historien mere nærværende. Navne fremmer forståelsen. Navne gavner. Skriver man historie uden navne, bliver den harmløs og dermed meningsløs. 

Af disse grunde skønnede Nyhedsavisen rigtigt, da den afslørende Blekingegadelægens identitet. Og af de samme grunde er det forkert, hvis PET-kommissionen i sin længe ventede rapport om Danmark under Den Kolde Krig afstår fra samme. 

Lad os nu se, hvor galt det går, men det ville ligne danske historikere og embedsfolk at skøjte hen over navnets betydning, vende det blinde øje til Shakespeares erkendelse og placere problemet uden for den danske comfort zone. Vi skal jo alle være her, ikke sandt?