Naturens byrde

Christmas-Møller er et agtværdigt efternavn, takket være den konservative kulturkæmper Christmas Møller, der sad i folketinget 1920-47 og op igennem 30erne advarede mod pacifismens vanvid i forhold til Hitler. Men når der står Pia foran, er der ikke længere noget at klappe af. For hendes eget bedste burde nogen gribe ind og sende Pia Christmas-Møller på en meget lang ferie – for min skyld gerne sammen med Jørgen Poulsen.

Ene kvinde formår Pia Christmas Møller i øjeblikket at pille glansen af det forpligtende efternavn og den historiske arv, hun ellers en rum tid har vedstået sig som konservativ politiker. Som en anden forvirret teenager flagrer hun rundt på Christiansborg og mener pludselig dit og dat, ganske ude af sync med det konservative mandat, hun trods alt har været valgt på en årrække. Men tydeligvis ikke længere.

Mønstereksemplet kom torsdag med hendes tilslutning til de Radikales forslag om at give bøsser og lesbiske adoptionsret. Et mere ukonservativt forslag er det svært at komme i tanke om, selv med en pistol for tindingen; det skulle da lige være at nedlægge forsvaret. Men det kan jo komme. Pia er muligvis frisk med de Radikale, også i den sag.

At give homoseksuelle ret til at adoptere børn strider ganske simpelt mod naturens orden. Er man homoseksuel, må man i konservative øjne også betale prisen for det, herunder forlade sig på at man ikke kan få børn. Det er, undskyld jeg siger det, bad luck.

Det forholder sig naturligvis lidt anderledes for kvinder. Som kvinde kan man trods alt, hvis ønsket om at få et barn er stærkt nok, gå ud i byen og blive gravid eller finde en villig donor. Det er ikke raketvidenskab, og lykkes det, vil halvdelen af kvindens barn være hendes – biologisk set.

Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden. Men det er, hvad forslagsstillerne og oppositionen insisterer på. De hævder at være tilhængere af ”lighed”, ”rettigheder” og ”tolerance”, men de kæmper mod naturens orden. Naturens orden er ikke perfekt. Men derfor skal den respekteres alligevel. Om ikke hver dag eller nat, så i principielle sager, når de går hen og bliver politiske som denne.

Hvor den navnkundige Sigmund Freud i sin tid talte om “kulturens byrde” og om civilisation som sublimeret seksuel energi, må vi, hans efterkommere, være bevidste om det, man kunne kalde for naturens byrde, dvs. det vilkår, at der ikke er frit valg på alle hylder, og at der er grænser for kultur og narrestreger.

Naturen er ufuldkommen. Men til gengæld er den så enkel, at vi véd, det er til stor gene for børn at vokse op uden både en far og en mor. En ting er, at mange mænd og kvinder bliver skilt. Ofte netop når de får børn. Sådan er virkeligheden. Men noget andet er, at man fra politisk hold går ind og garanterer, at et barn, hjemført til Danmark, skal leve med den gene resten af sit liv. Det er i konservative øjne mennesketransport forklædt som idealisme og har ikke et klap med tolerance at gøre. Det er snarere en ansøgning om at blive optaget i de godes selskab.

Er du ikke enig, så forestil dig følgende seance: To mænd i 40erne rejser til Kina eller Vietnam for at hente deres lille pragteksemplar. De kan ikke give bryst, de fumler rundt – og værre – de kan aldrig blive den mor, barnet skulle have haft, det er simpelthen ikke biologisk muligt. De kan blive alt muligt andet, men ikke mor, og når man forstår betydningen af MOR, en størrelse, der med god grund er lige så legendarisk som reel, så strider det mod al fornuft at give bøsser ret til at adoptere.

Skal det endelig være, så er der faktisk mere fornuft i kun at give lesbiske denne ret, og ikke bøsser. Lesbiske kan qua deres køn godt blive en mor for barnet. Det er biologisk muligt. 

Imidlertid henstår dags dato det realpolitiske faktum, at hvis også Charlotte Dyremose fra de Konservative springer – enkelte Venstre-folk synes tillige på vej – vil der være flertal udenom regeringen. De skulle skamme sig. Mest af alt Pia med det agtværdige efternavn, som hun nu kaster i grams. For hvad? 15 minutters berømmelse? Lidt drilleri i forhold til partiet? Og hvad så?

Man forundres over, at det virkelig er dette, Pia Christmas-Møller gerne vil huskes for: at hun som konservativ løsgænger gav homoseksuelle ret til at adoptere? Var det derfor, hun i sin tid gik ind i politik? Det nægter jeg at tro på, men sagen kan meget vel gå hen og blive hendes politiske testamente.

Kære Pia Christmas-Møller: Du var en gang så god at forære mig Wilhelm Christmas-Møllers biografi om ”onkel Christmas” med en venlig dedikation, dateret 6. september 1993. Det skulle du ikke have gjort, for jeg læste bogen og kan nu se, at du slet ikke er konservativ, men – ja, det vides ikke.

Konservativ – hvad er så det? Det spørgsmål må du selv tumle med for tiden. Lad mig blot nøjes med at citere fra Wilhelms bog om Christmas, bind 1, side 29, hvor det hedder, at politisk konservatisme helt grundlæggende er en overbevisning – ikke et humør eller en indskydelse, men en overbevisning:

“Overbevisningen om menneskers ufuldkomne natur og den deraf følgende accept af sociale uligheder og det formålsløse i at ville ændre radikalt herved. Heraf følger frihedens primat over ligheden, tvivlen på den menneskelige fornufts rækkevidde og den betydning traditionen derfor tillægges.” 

Det er denne overbevisning, du nu har smidt over bord. Hvis jeg var dig, ville jeg tage navneforandring. Det skylder du Christmas.