« De hellige køer

Taktiske Jørgen

101 kommentarer

Hvis der var én dansk islamforsker, som under Muhammedkrisen kvalificerede sig til betegnelsen hellig ko, så var det professor ved Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen. Mage til from, apologetisk ekspert skal man lede længe efter, og han blev da også kun lige akkurat overgået i sort snak af den – dengang – allestedsværende Sherin Khankan.

Hvad hun og Jørgen Bæk Simonsen gjorde for islam, svarer til, hvad den tidligere BZ’er René Karpantschof i dag gør for de autonome på Nørrebro i sin rolle som helt videnskabelig universitetsforsker i ”sociale bevægelser”: fritager gadens parlament for ansvar og udsteder carte blanche til diverse die hards.

Men nu tages professor Jørgen Bæk Simonsen selv under kærlig behandling. I en kras bog, som jeg glæder mig meget til at læse, og som bør blive et hedt samtaleemne i de berømte samtalekøkkener ud på de lange vinteraftener. Nemlig Kim Møllers fremstilling af den danske islamforskning: ”Vejen til Damaskus: Dansk islamforskning 1885-2005”. Bogen udkommer i den ny serie Trykkefrihedsselskabets Bibliotek på forlaget Lysias til januar.

Den bog har potentiale til at blive en gyser. Måske ikke helt på niveau med John le Carré, men mindre kan også gøre det i den virkelige verden.

Hvad den velskrivende Kim Møller – som ikke uden grund bestyrer en af Danmarks mest læste politiske blogs, uriasposten.net med mere end 2.000 unikke besøgende dagligt – tilsyneladende har fat i er hele to Jørgen Bæk Simonsen’er. Den ene er ham, der i 1980erne forskede i islams tekstgrundlag for at finde kernen i islam, og som godt var klar over, at islam har både en religiøs og politisk betydning. Den anden Jørgen Bæk Simonsen er ham, vi kender fra medierne i dag, og som ved enhver lejlighed gentager, at man ikke kan tage islam til indtægt for noget som helst, fordi islam udgør en mangfoldighed af stemmer. Pif-paf-snude-så-er-den-historie-ude.

Et helt åbenlyst spørgsmål trænger sig derfor på i Kim Møllers fremstilling: Er professoren blot blevet ”klogere” – eller har han tilpasset sin fortolkning af islam til de nye vinde i 1990ernes Europa med heftig indvandring og dagens krav fra muslimske miljøer om særbehandling og en særlig respekt? Er han idealist eller taktiker?

Jeg véd godt, hvad jeg selv mener. Med Kim Møllers bog vil flere danskere forhåbentlig kunne danne sig deres eget indtryk. Det tegner til at bliver rigtig interessant!

Læs mere om Kim Møllers bog her: http://www.trykkefrihed.dk/damaskus.html

Der er lukket for kommentarer.