Dagpengebanden

I dag udkommer Peter Øvig Knudsens afsluttende bind om Blekingegadebanden med undertitlen “Den hårde kerne”. Det er inciterende. Man læser siderne som en kriminalroman med den bonusoplysning, at fortællingen er sandfærdig. Det er skrap kost, hvad de rendte rundt og foretog sig i de – allerede fjerne – 1980ere, disse hardcore revolutionære danskere i anorakker, cowboybukser, fornuftige sko og på dagpenge. De stjal med arme og ben og begik en række af danmarkshistoriens største bankkup, men gav det hele væk og undte ikke sig selv nogen form for luksus.

Hvorfor ikke?

Fordi de var indædte og forblændede. For dem var det alt eller intet; palæstinenserne skulle have det hele, og banden var bevæbnet fra yderst til inderst med våben og vilje.

Bogens scoop er naturligvis afsløringen af det officielle Danmarks – Justitsministeriets og PETs – politiske sabotage af politiets opklaringsarbejde. Det er rystende læsning – og en bedrift i sig selv at få frem.

Men der mangler noget. Der mangler noget i Peter Øvig Knudsens dokumentariske fortælling. Som både Weekendavisens Ulrik Høy og Berlingskes Bent Blüdnikow er inde på i deres foromtaler og anmeldelser, fornemmer man knap tidsånden og den politisk korrekte venstreorientering dengang. Den hårde kerne kunne næsten have været en hvilken som helst rockerbande, og det er lige før, man fristes til at afskrive banden som en flok nihilister eller drillende drenge. Det var de bare ikke.

Som læser sidder man og savner det store panorama, som bl.a. kunne have illustreret de flydende grænser mellem Kommunistisk Arbejdsgruppe og folkevalgte partier som VS, DKP, SAP og hvad grupperingerne ellers hed. Nok var de sekteriske på hver deres måde, men set i sammenhæng udgjorde de et kludetæppe af politisk idealisme og fanatisme, en venstreradikalisme, der vel at mærke kom til at præge den politiske elite på mange direkte og indirekte måder. Den revolutionære impuls var med andre ord langt stærkere, end man får indtrykket af i Peter Øvig Knudsens bog.

Når han f.eks. fremfører, at de anti-imperialistiske og antiamerikanske strømninger stort set forsvandt fra venstrefløjen efter Vietnamkrigens ophør, tager han grueligt fejl. Antiamerikanismen aftog ikke og har siden fået ny næring, ikke alene på grund af skiftende amerikanske præsidenter, men fordi strømningen har dybe historiske rødder i Europa.

Da f.eks. digteren Henrik Nordbrandt i Berlingske udtalte om Bush junior, at var “dum som en dør”, sagde han sådan set ikke andet, end toneangivende europæere har sagt i århundreder: Amerikanerne er barbarer, europæerne er de gode og kloge.

I stedet for at hakke på en mand, der som Peter Øvig Knudsen har gjort et kæmpearbejde med bøgerne om Blekingegadebanden, er det imidlertid  mere oplagt at rette lyskeglen mod de utallige danske historikere, der har snorksovet i timen og kun sporadisk har behandlet det revolutionære kapitel af danmarkshistorien, særligt under Den Kolde Krig. Når historikerne ikke er der, må vi nøjes med journalister som Peter Øvig Knudsen.

Miseren skyldes ikke mindst, at mange af 68-akademikerne nærede stærke venstrefløjssympatier, da de i stort antal blev ansat på universiteterne i 70erne og gik deres gang gennem institutionerne og fik fine karrierer. Netop uden at tage deres egen politiske tro under kritisk behandling. Næ-tak, de skulle ikke nyde noget.

Her står vi så i det Herrens år 2007 og må nøjes med mikrohistorien om den danske venstrefløj frem til 1989 og Murens fald. Det er som sagt bedre end ingen historie, men hvornår går historikerne i gang? Skal de røde lektorer og professorer virkelig gå på pension, før vi kan få hele historien fortalt?